1. juli 2026

shoden_eigenin_templet_kyoto

Shōden Eigen-in-templet (正伝永源院) i Gion-området i Kyoto er et undertempel til det nærliggende Kenninji-tempel der er det ældste zenbuddistiske tempel i Kyoto. Templet er værd at besøge om foråret når azalea’erne blomstrer og om efteråret hvor templets japanske løn lyser op med deres røde farver.


Historie

Shōden Eigen-in-templet er en sammensmeltning af to tidligere selvstændige templer Shōden-in og Eigen-an. Shōden-in blev grundlagt tilbage i 1264 af zenpræsten Gio Shonin, men blev ødelagt under Onin-krigene i perioden 1467-1477. I 1618 blev det genopført af generalen og daimyō’en Oda Nagamasu (1548-1622) som var elev af den berømte temester Sen no Rikyū.

Til brug for den japanske teceremoni fik Nagamasu opført et tehus kaldet Jo-an i templets have. Det nuværende tehus er dog en moderne rekonstruktion. Det originale Joan-tehus fra 1618 kan nu ses i Urakuen-haven i byen Inuyama nær Nagoya.

Eigen-an blev grundlagt i 1346 af munken Mugai Ninko og var i mange århundreder det foretrukne tempel for den militære elite.


shoden_eigenin_templet_kyoto
Fusuma-malerier

I løbet af Meiji-perioden (Japans reformperiode) skete der et opgør med den hidtidige synkretisme mellem Japans to store religioner shintoisme og buddhisme. Meiji-regeringen ville indføre shintoismen som statsreligion da man mente de buddhistiske templer havde fået for stor magt. Shinbutsu bunri (en række lovindgreb fra regeringens side for at adskille shintoismen og buddhismen) og haibutsu kishaku (ophævelsen af buddhismen) er centrale begreber fra denne periode.

Disse religiøse ændringer betød også at mange buddhistiske templer blev reduceret i størrelse, beslaglagt eller reorganiseret. Dette skete også for Shōden-in-templet og Eigen-an-templet som blev lagt sammen under navnet Shōden Eigen-in-templet.

I templets hovedbygning er der mange fine eksempler på fusuma-malerier dvs. malerier på skydedørene mellem de enkelte rum. De er udført af maleren Kanō Sanraku (1559-1635) og Hosokawa Morihiro (1938-) tidligere japansk premierminister der nu er udøvende kunstner.



Praktisk information

Adresse:
586 Komatsu-chō, Higashiyama-ku, Kyoto 605-0811
Transport:
Templet ligger 10 minutters gang fra Gion-Shijō Station på Keihan-linjen eller Kawaramachi Station på Hankyū-linjen, eller med bus 100 eller 206 fra Kyoto Station til stoppestedet Gion. Templet har begrænset åbningstid og er ikke altid åbent for offentligheden – tjek hjemmesiden inden besøg.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Lige op ad Shoden Eigenin ligger Kenninji-templet, hovedtemplet og Kyotos ældste zen-tempel. Templet ligger midt i Gion-kvarteret med Hanamikōji-gaden og de mange traditionelle teehuse.
Få minutters gang væk når du Shirakawadōri-gaden og Minamiza-kabukiteatret. Mod øst når du Yasaka-helligdommen og Maruyama-parken.