29. maj 2026

namba-yasaka-helligdommen-osaka
Namba Yasaka-helligdommen (難波八阪神社) ligger midt i et beboelseskvarter i Namba-området i Osaka. Helligdommen har eksisteret siden 1000-tallet og var oprindeligt en blanding af en shinto-helligdom og et buddhistisk tempel. Som følge af Meiji-restaurationen i 1868-1869 og frem blev buddhismen og shintoismen adskilt ved lov, og Namba Yasaka blev ændret til kun at være en helligdom i 1872.

Helliget guden Susanoo

Helligdommen er helliget guden Susanoo, bror til solgudinden Amaterasu. Helligdommens bygninger blev bombet under 2. verdenskrig. De nuværende bygninger stammer fra 1974.

Helligdommens årlige festival afholdes den tredje søndag i januar hvert år, og helligdommen fejres blandt andet med en tovtrækningskonkurrence. Konkurrencen skal illudere den kamp som guden Susanoo engang havde mod en stor slange. Slangen blev dræbt, og fred og ro blev genoprettet i det område der nu kendes som Namba.

Shishiden-bygningen

Shishiden-bygningen (獅子殿) er den mest berømte bygning ved Namba Yasaka-helligdommen og den primære grund til at mange besøgende finder vej hertil. Bygningen er formet som et gigantisk løvehoved med åbent gab. Løvehovedet er 12 meter højt, 11 meter bredt og 7 meter dybt. Inde i gabet er der et alter og en scene hvor der udføres forskellige ritualer m.m.

Indvendigt er bygningen smukt udsmykket og dekoreret. Den er også ret praktisk indrettet idet løvens øjne fungerer som lamper, mens næseborene har indbyggede højttalere.



Praktisk information

Adresse:
2 Chome-9-19 Motomachi, Naniwa-distriktet, Osaka, 556-0016

Transport:
Namba Yasaka-helligdommen ligger i Namba-området og kan besøges til fods fra Namba Station. Den ligger lidt væk fra de mest travle gader, men er nem at nå når du alligevel er i området omkring Namba.

Officiel hjemmeside på japansk
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Ikke langt fra helligdommen ligger Namba Parks, et større shoppingcenter og kontorkompleks med en taghave i flere etager.

Du kan også fortsætte mod Namba og Dotonbori hvis du vil opleve flere butikker, spisesteder og aftenliv i samme del af Osaka.