14. juni 2026

Taiyūin-mausoleet_nikko

Taiyūin-mausoleet i Nikko (大猷院) er mausoleet for Tokugawa Iemitsu (1604-1651) der var den tredje Tokugawa shogun og barnebarn af Tokugawa Ieyasu, grundlæggeren af Tokugawa-shougunatet. Iemitsus mausoleum er næsten lige så overdådigt og spektakulært som bedstefaderens Tōshōgū-helligdom, men er dog tonet noget ned af respekt for Ieyasu, da Iemitsu ikke ville overgå sin bedstefader. Taiyuin er det posthume navn på Iemitsu.

Ligesom Tōshōgū er Taiyuin en blanding af buddhistisk og shinto-arkitektur. Efter Meiji-restaurationen blev buddhisme og shintoisme adskilt og den japanske regering lagde et stort arbejde i at fjerne buddhistiske templer og buddhistiske elementer i hele landet. Det er dog ikke sket fuldstændigt her. Mens Tōshōgū officielt blev gjort til en helligdom, blev Taiyuin et undertempel til Rinnoji-templet.

Ankomst til mausoleet sker igennem den mindre Niomon-port. Herefter følger en tur op af en trappe til Nitenmon-port som bevogtes af to statuer af de himmelske konger (se billedet foroven). På skiltet i midten står der Taiyūin. Kalligrafien er lavet af kejser Gomizunō (1596-1680).

Efter du er gået igennem denne port og op af flere trapper passerer du et klokketårn og et trommetår inden Yashamon-porten som er den sidste port inden du kommer ind til den inderste del af tempelkomplekset. Hele den indre del af komplekset er indhegnet med en lav træmur med flotte udskæringer.

Karamon-porten (den kinesiske port) er indgangen til haiden-bygningen hvor Iemitsu tilbedes. Porten er også rigt udskåret og ornamenteret bl.a. med to drager og to traner. Iemitsu blev født i dragens år og tranerne symboliserer et langt liv.

Hovedbygningen helliget Iemitsus ånd (honden) ligger lige bag haiden, men kan kun ses udefra. Her er der i udsmykningen brugt så meget bladguld at bygningen også er kendt som Den gyldne pavillon. De to bygninger er forbundet med en kort gang. Lidt væk herfra ligger selve Tokugawa Iemitsus mausoleum som også kun kan ses udefra.



Praktisk information

Adresse:
2300 Sannai, Nikko, Tochigi 321-1431
Transport:
Taiyūin-mausoleet ligger cirka 30-35 minutters gang fra Tobu Nikkō Station og JR Nikkō Station, eller med bus til stoppestedet Sōgō-kaikan-mae (cirka 10 minutter). Mausoleet ligger lige vest for Tōshōgū-helligdommen og kan besøges som en del af en kombineret entrébillet (tsūken) til Tōshōgū, Rinnōji og Taiyūin.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Taiyūin ligger lige ved siden af Tōshōgū-helligdommen der huser Iemitsus bedstefader Tokugawa Ieyasu. Få minutters gang fra Taiyūin ligger Rinnōji-templet, det vigtigste buddhistiske tempel i Nikko, som Taiyūin formelt fungerer som undertempel til. Lidt længere mod syd finder du den røde Shinkyō-bro, der markerer indgangen til hele helligdomsområdet.