Ueno Tōshōgū-helligdommen ligger i Ueno-parken i Tokyo. Den blev bygget i 1627 af daimyo’en Tōdō Takatora og er en mange helligdomme bygget til ære for grundlæggeren af Tokugawa-shogunatet, Tokugawa Ieyasu (1542–1616) der herskede over Japan i Edo-perioden. Udover Tokugawa Ieyasu er Ueno Tōshōgū-helligdommen helliget to andre Tokugawa-shoguner: Tokugawa Yoshimune og Tokugawa Yoshinobu.
Tempelområdet
Hovedbygningen i helligdommen, honden, blev renoveret i 1651 af Tokugawa Iemitsu (1604–1651), barnebarn af Tokugawa Ieyasu i en arkitekturstil kaldet gongen-zukuri. Den er karakteriseret ved at honden og haiden (stedet hvor man beder) mm. er forbundet så de tilsammen danner bogstavet H.
Foran honden står karamon-porten (kinesisk port) bygget i 1651 og dekoreret næsten fuldstændigt med bladguld. Over dørene i porten er der en buet gavltrekant i en stil kaldet kara hafu som er usædvanlig for japansk arkitektur. Kara hafu kan også ses på honden-bygningen i Kitano Tenmangū-helligdommen i Kyoto. På hver side af porten er der en såkaldt sukibei-mur med bemalede træskærerarbejder der omkranser hele helligdomsområdet. Træskærerarbejdet forestiller blomster, fugle og drager.
Der er ikke offtentlig adgang til honden eller haiden-bygningen, men mod en mindre entre kan man få lov til at gå rundt om bygningerne og se karamon-porten fra den anden side.
I 2022 er der tilføjet en moderne bygning til butik og billetsalg tegnet af Hiroshi Nakamura og NAP Architects. De har også tegnet seishinsho-bygningen hvor man kan sidde og beundre helligdommens gamle kamfertræ.
Pæon-festival
Der afholdes hvert år en pæonfestival i helligdommens Botan-have hvor en masse forskellige pæoner bliver udstillet. Udstillingen er bygget op som en labyrint hvor man snor sig mellem de forskellige typer af pæoner. Mange steder er der stillet fine papirparasoller op for at beskytte blomsterne fra solen. Ved udgangen er der mulighed for at få sig en kop te eller en is.
Udstillingen ligger på venstre side af vejen der fører ned til selve helligdommen. Helligdommen sælger i forbindelse med pæonfestivalen en omamori med pæonmotiv.
Praktisk information
Adresse:
9-88 Uenokōen, Taitō-ku, Tokyo 110-0007
Transport:
Ueno Tōshōgū-helligdommen ligger i den vestlige del af Ueno-parken i Taitō-distriktet. Helligdommen nås på cirka ti minutters gang fra Ueno Station på JR Yamanote- og Keihin-Tōhoku-linjerne samt fra Ueno-Hirokōji Station på Ginza-linjen. Adgang til den ydre del er gratis, men der opkræves entré til at se hovedbygningen tæt på.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Helligdommen ligger midt i Ueno-parken. Lige nord for ligger Tokyo Nationalmuseum, Japans største og ældste museum, og syd for finder du National Museum of Western Art, tegnet af Le Corbusier og optaget på Unescos verdensarvsliste.
Nordvest for parken ligger Yanaka-begravelsespladsen, og lige uden for parken den livlige Ameyoko-markedsgade.

















