For at forhindre at portugiserne omvendte japanerne til kristendommen beordrede det herskende Tokugawa-shogunat i 1636 at der blev bygget en 1,5 hektar stor vifteformet kunstig ø kaldet Dejima eller Deshima (出島, egl. “udgangsø”) i Nagasaki. Øen var forbundet med en bro til fastlandet og fungerede som et lukket handelsområde.
Fra portugisere til hollændere
I 1639 blev det forbudt for portugisiske handelsskibe at anløbe japanske havne på grund af et stadig mere anstrengt forhold til shogunatet. Dejima stod derfor tom i en kort periode. Men i 1641 blev handelsstationen for den hollandske Vereenigde Oost-Indische Compagnie flyttet fra øen Hirado nord for Nagasaki til Dejima. Frem til 1859 gik al officiel kontakt og handel mellem Japan og resten af verden gennem denne lille kunstige ø.

Livet på Dejima
Omkring 20 hollændere og andre europæere boede på øen sammen med indonesiske og afrikanske tjenere. Hertil kom japanske embedsmænd, tolke, kokke og vagter. Hollænderne levede langt fra et frit liv – de var konstant overvåget af shogunatets repræsentanter. Selvom tilværelsen kunne minde om et fængsel, blev hollænderne på Dejima i mere end 200 år, da profitten fra handelen var for stor til at opgive.
Handelslivet i Genroku-perioden
Dejima havde sin storhedstid i Genroku-perioden (1688-1704). Japan eksporterede guld, sølv og kobber og importerede silke, sukker, medicin og krydderier. I 1689 udgjorde kobber hele 75 % af eksporten. Hollænderne bragte også helt nye varer som chokolade, kål, kaffe, øl, tomater, skibsmaling og kløver (som pakkefyld) til Japan.
Begrænsninger og videnskabelig udveksling
Den omfattende eksport af råstoffer bekymrede shogunatet, og i 1715 blev handelen begrænset til kun to hollandske skibe årligt. Dette reducerede handlen, men åbnede for udveksling af vestlig viden. Nagasaki blev et centrum for rangaku (hollandsk lærdom), især inden for medicin. Japanske læger lærte kirurgi af europæerne og blev introduceret til nyheder som stetoskop og vaccination.

Dejima under Napoleonskrigene
I begyndelsen af 1800-tallet blev den internationale situation ustabil. Frankrig annekterede Nederlandene i 1810, og England overtog kortvarigt kontrollen over Jakarta i 1811. Dermed var Dejima det eneste sted i verden hvor det hollandske flag stadig vejrede. Den hollandske repræsentant Hendrik Doeff modstod i tre år engelske krav om at evakuere øen. Efter Napoleonskrigene fik Nederlandene i 1815 sin uafhængighed tilbage, og Doeff blev hædret af den hollandske konge.
Bevaring og restaurering
Dejima levede herefter en lidt omtumlet tilværelse frem til 1859 hvor den endegyldigt lukkede som handelsstation. Holland havde kortvarigt et konsulat, men herefter blev øen gradvist opslugt af Nagasaki by på grund af landindvinding. I 1904 forsvandt Dejimas karakteristiske vifteform helt.
Dejimas historiske betydning blev anerkendt i 1922, da stedet blev udpeget som et nationalt historisk monument. Siden 1950’erne har omfattende restaureringsarbejde genskabt øens oprindelige udseende. Arkæologiske udgravninger har afsløret fundamenter, porcelæn, keramik, knogler fra okse og svin, samt vin- og ginflasker, der giver et levende billede af livet på øen.
For at tydeliggøre omridset af Dejima som det så ud i Edo-perioden og for at genskabe dele af øens vifteform har man anlagt en voldgrav på den sydlige og vestlige side og bygget stenfundamenter (se billedet øverst) .Dejima dækker nu et område på lige under 1 hektar eller 75 x 120 meter.
Den langsigtede plan er genskabe Dejimas vifteform fuldstændig med voldgrave på alle fire sider. Det vil bl.a. betyde at en flod skal omlægges og en trafikeret vej skal flyttes. De grønne områder på Dejima skal også videreudvikles og området omkring Dejima tilpasses for at skabe et mere sammenhængende bymiljø.
Links mm. til videre læsning
Dutch factory in Deshima – god intro fra “Japan-Netherlands exchange in Edo period”
Praktisk information
Adresse:
6-1 Dejima-machi, Nagasaki 850-0862
Transport:
Tag sporvogn linje 1 fra Nagasaki Station til stoppestedet Dejima, der ligger lige ved indgangen (cirka 5 minutter). Der opkræves entré.
Officiel hjemmeside (på japansk)
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Lige ved siden af Dejima ligger Nagasaki Prefectural Art Museum ved havnefronten. Få minutters gang væk når du Nagasaki Chinatown.
Langs havnen ligger desuden Dejima Wharf med restauranter og fin udsigt.



