1. juli 2026
Nagasaki Prefectural Art Museum
Nagasaki Prefectural Art Museum

Nagasaki Prefectural Art Museum (長崎県美術館) er et stort moderne kunstmuseum der ligger ved siden af Nagasaki havn. Museet åbnede i 2005 og er tegnet af arkitekten Kengo Kuma som bl.a. også står bag Nezu-museet i Tokyo. Museet består af to separate bygninger der er forbundet med en bro i 2. sals højde. Mellem bygningerne er der anlagt en kanal. Museet fremstår meget åbent med store vinduer og højt til loftet. På taget er der indrettet en tagterrasse med fin udsigt udover Nagasaki og havnen. Der er adgang til tagterrassen både inde fra museet og ude fra gaden.

Museet har flere permanente udstillinger bla. om lokal kunst fra Nagasaki området, men også en større samling af spansk kunst indsamlet af en japansk diplomat, Suma Yakichiro (1892-1970), der arbejdede i Spanien under 2. verdenskrig. Samlingen, der regnes for en af de bedste samlinger af spansk kunst udenfor Spanien, indeholder kunst fra middelalderen og frem til moderne tider bl.a. af Picasso.



Praktisk information

Adresse:
2-1 Dejima-machi, Nagasaki 850-0862
Transport:
Museet ligger cirka 15 minutters gang fra Nagasaki Station eller cirka 3 minutters gang fra sporvognsstoppestedet Dejima.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Lige ved siden af museet ligger Dejima, og få minutters gang væk når du Nagasaki Chinatown.
Langs havnen ligger desuden Dejima Wharf med restauranter.