13. juni 2026

marugame_borg

Marugame borg (丸亀城) ligger på toppen af Kameyama-højen (egl. “skildpaddebjerget”) med en flot udsigt udover Marugame by og Seto Indlandshavet. Marugame borg er også kendt under navnet Kameyama borg. Marugame er den ene af 12 originale borge der er tilbage i Japan og er et eksempel på en hirayamajiro-borg dvs. en borg bygget på et bjerg der er fladt på toppen. Der er adgang til borgen som huser et lille museum om borgens historie.

Marugame borg er den mindste af alle borgene – 15 meter høj fordelt på tre etager bygget i træ. Himeji borg er til sammenligning lidt over 46 meter høj fordelt på 5 etager (egentlig 6 etager da den ene er skjult + en kælder).

Marugame borg blev bygget i perioden 1597-1602 af feudalherren Ikoma Chikamasa som også byggede nærliggende Takamatsu borg. På det tidspunkt havde shogunatet udfærdiget en ny regel der sagde der kun kunne være én borg i hver provins og Marugame borg blev revet ned igen 13 år efter den stod færdigt. Borgen blev genopført igen i 1660 efter den omgivende provins var delt op i to. Kun selve borgen og en række indgangsporte står tilbage i dag. Alle de øvrige bygninger der omgav borgen er gået til i ildebrande gennem tiden.

Marugame borg ligger i Kameyama-parken som dækker et areal på mere end 20 hektar. Om foråret er parken og området omkring borgen et af byens mest populære steder at se blomstrende kirsebærtræer (sakura). Der er omkring 1000 træer. Der afholdes en årlig sakura-festival i parken de første to uger af april.



Vil du vide mere om japanske borge?

Så læs Hanafubuki.dks  guide om de japanske borge.


Praktisk information

Adresse:
Ichibancho, Marugame, Kagawa 763-0025
Transport:
Marugame borg ligger cirka 15 minutters gang fra JR Marugame Station til voldgraven og Ōtemon-porten ved foden af borgen. Herfra kan det tage yderligere 10-15 minutter at komme op til selve borgen, da vejene er noget stejle. Der er fin udsigt undervejs og en udsigtsplatform til en pause. Du kan også tage bussen til indgangen, men ingen bus kører helt op til borgen.
Officiel hjemmeside (japansk)
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Marugame er en mindre by med flere bemærkelsesværdige seværdigheder ud over borgen. Marugame Genichiro-Inokuma Museum of Contemporary Art (MIMOCA) ligger lige ved JR Marugame Station.