Om Hiroshi Sugimoto
Hiroshi Sugimoto (f. 1948 i Tokyo) er en japansk fotograf og kunstner kendt for sine dybdegående undersøgelser af tid, hukommelse og perception gennem fotografiet.
Han kombinerer en konceptuel tilgang med en bemærkelsesværdig teknisk præcision og arbejder ofte i sort-hvid. I 2008 grundlagde han desuden arkitekturtegnestuen New Material Research Laboratory.
Læs mere på Hiroshi Sugimotos egen hjemmeside.

Fra Tokyo til New York
Hiroshi Sugimoto blev født i Tokyo i 1948. Efter en bachelorgrad fra Saint Paul’s University (Rikkyō University) i Tokyo i 1970 rejste han vestpå – blandt andet gennem Sovjetunionen og Europa – og slog sig i 1971 ned i Los Angeles hvor han tog en grad i fotografi. I 1974 flyttede han til New York, og i dag bor og arbejder han både i New York og Tokyo.
Tid, hukommelse og perception
Sugimoto er internationalt kendt for sine store, sort-hvide fotografier der forener en konceptuel idé med en næsten videnskabelig teknisk præcision. Han har gennem hele karrieren brugt det samme gamle boks-kamera fra omkring år 1900 og fotograferer med meget lange eksponeringstider. I serien Theaters lader han en hel spillefilm brænde ét enkelt billede op på lærredet så det står som en lysende, tom flade, og i Seascapes fastholder han havet og horisonten i en næsten meditativ enkelhed. Hans motiver kredser igen og igen om tid, forgængelighed og selve det at se. Hans værker findes i dag i store museumssamlinger verden over, og i 2001 modtog han den prestigefyldte Hasselblad-pris.
Arkitekten og New Material Research Laboratory
Sent i karrieren er Sugimoto også blevet arkitekt. I 2008 grundlagde han sammen med arkitekten Tomoyuki Sakakida tegnestuen New Material Research Laboratory der bygger på tanken om at de ældste materialer og byggemetoder er de nyeste – altså at traditionelle japanske teknikker kan bruges på ny i nutidig arkitektur. Året efter oprettede han Odawara Art Foundation. Ved siden af en række indretningsprojekter, blandt andet i udlandet, kulminerede arbejdet i 2017 med Enoura Observatory ved Odawara – et anlæg han brugte over tyve år på at realisere. Det er tænkt som et sted hvor man kan opleve tiden og himlens gang; ved vintersolhverv står solen for eksempel præcis ind gennem en 70 meter lang tunnel.
Hiroshi Sugimoto i Japan
Nedenfor har jeg samlet de bygninger jeg har besøgt i Japan som Hiroshi Sambuichi har været med til at tegne eller på anden vis været involveret i.
Listen udvides løbende.
Enoura Observatory →Sugimotos udendørsmuseum og land art syd for Odawara (2017) – et gennemdesignet landskab hvor arkitektur, sten og lys spiller sammen
Hiroshi Sugimoto Gallery →Galleri på Naoshima (2022) med Sugimotos fotografier og design – i en bygning tegnet af Tadao Ando, en del af Benesse House
Goo-helligdommen →Sugimotos genfortolkning af en shinto-helligdom (2002) i Naoshimas Art House Project – med en glastrappe mellem et underjordisk stenkammer og selve helligdommenBøger
Sugimotos fotoserier er udgivet i en lang række bøger. Blandt de mest kendte serier er:
- Theaters – fotografier fra biografer og operahuse hvor en hel films lys er samlet i ét billede.
- Seascapes – monokrome billeder af hav og horisont fra hele verden.
- Dioramas – fotografier af naturhistoriske museers udstoppede dyr og kulisser, der ligner virkelige scener.