2. juni 2026
Art House Project Naoshima (2)
Honmura by

Art House Project (家プロジェクト) er et visionært kunstinitiativ i Honmura by på Naoshima i Seto Indlandshavet der blev lanceret i 1998. Projektet har fra starten haft som mål at revitalisere Honmura-distriktet ved at omdanne traditionelle japanske bygninger til moderne kunstinstallationer. Et banebrydende projekt der tiltrækker kunstelskere fra hele verden og tilbyder en unik oplevelse hvor samtidskunst, historie og lokalsamfund smelter sammen i en levende dialog.


Kadoya

Kadoya var det første færdiggjorte projekt i 1998. Det er en 200 år gammel bygning der blev restaureret til sin oprindelige form med kalkpuds, røgede cedertræsplader og traditionelle tagsten. Tatsuo Miyajimas kunstværk “Sea of Time ’98” blev skabt i samarbejde med lokale beboere og demonstrerer hvordan moderne kunst kan blive en del af øens hverdagsliv.

Google-kort


Minamidera

Minamidera, designet af den verdenskendte arkitekt Tadao Ando, er specielt opført til værker af James Turrell der arbejder med lys og rum. Området hvor Minamidera ligger var engang hjemsted for templer og helligdomme. Navnet “Minamidera” (“det sydlige tempel”) afspejler ønsket om at bevare områdets historiske ånd i mødet med moderne kunst.

Besøg kræver reservation på forhånd.

Google-kort


Art House Project Naoshima (3)
Minamidera. Folk venter på at komme ind

Kinza

Kinza, en lille bygning over 100 år gammel, er transformeret af kunstneren Rei Naito som nænsomt har tilføjet elementer der forbinder bygningen med naturen og tidens gang. Kun én person ad gangen får adgang til installationen hvilket gør oplevelsen dybt personlig og nærmest meditativ.

Besøg kræver reservation på forhånd.

Google-kort


Go’o-helligdommen

Go’o-helligdommen (護王神社) blev oprindelig bygget engang i løbet af Edo-perioden hvis ikke før, men blev i 2002 restaureret og ombygget af den japanske fotograf og arkitekt Hiroshi Sugimoto (f. 1948).

Go’o-helligdommen kendes også under navnet Appropriate Proportion. Helligdommen består af tre dele: en bygning hvor man kan bede, helligdommens hovedbygning og et underjordisk stenkammer. Det underjordiske kammer og hovedbygningen er forbundet af en trappe i glas der repræsenterer foreningen af himmel og jord.

Man kan besøge det underjordiske kammer, men der er kun plads til få besøgende af gangen. Indgangen ligger til højre for helligdommen.

Læs mere om arkitektens tanker bag projektet på hans hjemmeside.

Google-kort

I kunstgalleriet Hiroshi Sugimoto Gallery: Time Corridors (også på Naoshima) er der udstillet en større 3D-model af hele komplekset hvor sammenhængen mellem det underjordiske kammer, hovedbygningen og trappen i glas er mere tydelig. Kunstgalleriet er absolut også værd at besøge.



Ishibashi

Ishibashi-familiens tidligere hjem er nu et kunstværk af Hiroshi Senjyu. Ved at transformere den historiske bolig til et slags “håndgribeligt minde” om Naoshimas historie og kultur er der skabt en stærk forbindelse mellem fortidens levevis og nutidens kunstudtryk. Ishibashi-familien tjente deres formue gennem saltproduktion i Meiji-perioden.

Google-kort


Gokaisho

“Gokaisho” betyder “stedet hvor man spiller go” og refererer til en tradition hvor øens beboere samledes for at spille det klassiske brætspil go. Yoshihiro Suda har skabt værket “Tree of Spring”, inspireret af Hayami Gyoshus “Falling Camellia”. Den ægte femfarvede kamelia i haven danner en spændende kontrast til den kunstige kamelia indendørs hvilket skaber en unik dialog mellem natur og kunst.

Google-kort


Haisha

Haisha fungerede tidligere som tandlægeklinik, men er nu forvandlet til et kunstværk af Shinro Ohtake. Installationen “Dreaming Tongue” består af skulptur, maleri og collage i en drømmelignende sammensætning der leger med sanserne og fortolkningen af minder.

Google-kort


Praktisk information

Honmura Lounge & Archive:
Honmura Lounge ligger midt i Honmura by ikke langt fra det centrale busstoppested og fungerer som butik, turistinformation og billetsalg for Art House Project. Her kan du købe billetter til de forskellige steder hvis du ikke har bestilt online.
Transport:
Tag bussen fra Miyanoura færgeleje mod Tsutsujiso og stå af ved Nōkyō-mae-stoppestedet – herfra er det få minutters gang til de fleste af husene. Alternativt kan du cykle fra Miyanoura (cirka 2,5 km). Sæt en halv dag af for at se alle syv huse i ro og mag – husene ligger spredt rundt i Honmurs gamle gader og opleves bedst som en samlet vandretur.
Reservation til Minamidera og Kinza:
Disse to installationer kræver forudbestilling af billet via Benesse Art Sites hjemmeside. Tjek åbningstidskalenderen, da der er forskellige åbningstider i løbet af året.
Officiel hjemmeside og billetsalg
Honmura Lounge på Google-kort

Oplevelser i nærheden

Art House Project ligger spredt rundt i Honmura by, hvor flere andre af Naoshimas seværdigheder også findes inden for få minutters gang. Ando-museet er et lille museum dedikeret til arkitekten Tadao Ando i en bygning, der udefra ligner et traditionelt japansk byhus. Naoshima medborgerhus, tegnet af Hiroshi Sambuichi, er et arkitektonisk fint medborgerhus i cypres-træ. Ved havnen i Honmura ligger den særprægede færgeterminal tegnet af SANAA med sine halvgennemsigtige glasfiberkugler. For at se mere Hiroshi Sugimoto-kunst kan du tage en bus eller cykle til Hiroshi Sugimoto Gallery: Time Corridors ved Benesse House.