Ando-museet ligger i Honmura by på Naoshima-øen. Tadao Ando (f. 1941) er en af Japans mest berømte arkitekter og har også tegnet flere af Naoshimas andre museer og bygninger fx Benesse House Museum og Chichu kunstmuseet. Ando-museet åbnede i 2013 i forbindelse med Setouchi Triennalen, en større kunstfestival der afholdes på flere af øerne i Seto Indlandshavet.
I Ando-museet kan man lære mere om Andos forskellige projekter og Naoshimas historie via fotografier, tegninger og diverse arkitekturmodeller. Udstillingen er ikke særlig stor men museet er værd at besøge pga. selve bygningen. Museet ligger i et almindeligt beboelseskvarter og gør ikke meget væsen af sig da det ligner ethvert andet traditionelt japansk byhus i træ. Man ankommer til museet gennem en lille træport hvorfra der hænger fine noren-gardiner. Der er en lille forhave med revet grus foran museumsbygningen. Det udvendige har Ando ladet være, men indvendigt er hele udtrykket meget moderne med flere niveauer, vinduer placeret i skæve vinkler der giver spændende lysindfald og alle overflader i glatpolerede betonblokke.
Det er forbudt at tage billeder inde i museet og i forhaven.
Billedet øverst er taget i forbindelse med Setouchi Triennalen der gerne trækker mange besøgende til. Normalt er der ikke så lang kø for at komme ind og besøge museet.
Praktisk information
Adresse:
736-2 Honmura, Naoshima, Kagawa-distriktet, Kagawa 761-3110
Transport:
Tag bussen fra Miyanoura færgeleje i retning mod Tsutsujiso og stå af ved Nōkyō-mae-stoppestedet – herfra er det få minutters gang til museet. Alternativt kan du cykle fra Miyanoura (cirka 2,5 km) eller gå (35-45 minutter). Adgang til museet kræver forudbestilling af billet via Benesse Art Sites hjemmeside. Sæt cirka 30-45 minutter af til besøget.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Ando-museet ligger midt i Honmura by, hvor flere af Naoshimas vigtigste seværdigheder ligger inden for kort gåafstand. Få minutters gang væk finder du Art House Project, hvor traditionelle japanske bygninger er omdannet til moderne kunstinstallationer af bl.a. James Turrell og Hiroshi Sugimoto. Også Naoshima medborgerhus, tegnet af Hiroshi Sambuichi, ligger i Honmura og er værd at se. Lige ved havnen i Honmura ligger den karakteristiske færgeterminal tegnet af SANAA.
