Intro
Machiya (町家) er et traditionelt byhus som man kan finde overalt i Japan især i Kyoto (kaldet kyomachiya). Machiya består af to ord på japansk: machi (町) som betyder “by” og ya (家 eller 屋) som betyder hus (家) eller butik (屋). Machiyaen har rødder tilbage i Heian-perioden hvor Kyoto blev anlagt efter et kinesisk inspireret gittermønster, og byhuse af denne type blev opført helt frem til Meiji-perioden. De fleste machiya man ser i Kyoto i dag, er dog forholdsvis unge og sjældent mere end 150 år gamle.
Et byhus er typisk inddelt i en beboelsesdel og butiksdel og bagerst en eller flere små gårdhaver. Traditionelt har det været købmænd og kunsthåndværkere der har haft butik i en machiya. Facaden består ofte af trægitre kaldet kōshi (格子), og afhængigt af udformning og stil siger de noget om hvilken type butik der holder til, fx en sakeforhandler eller en okiya (geishahus). Ud over gitrene ses ofte et noren (暖簾), et stofforhæng ved indgangen med butikkens navn, og sudare (簾), persienner af flettet bambus der giver skygge og luft. Machiya har også gerne et karakteristisk hegn foran kaldet inu yarai.
Der er mange machiya der er forsvundet i de seneste årtier selvom de spiller en stor rolle i den japanske historie. De er dyre at vedligeholde og ikke særlig modstandsdygtige over for brand. Kyoto har den største koncentration af machiya. Mange er private hjem, andre fungerer stadig som butikker især cafeer og nogle få stykker er indrettet som museer.
Hovedgaden i Narai i Kiso-dalen fx har også mange fine eksempler på træhuse. Den gamle bydel i Takayama er et andet godt eksempel.
Machiyaens opbygning
En machiya er let at genkende på sin smalle facade og store dybde. Grundene lå tæt langs gaden, og købmændene ønskede plads til en butik ud mod vejen med boligen liggende bagved. Resultatet blev lange, smalle huse som kyotoboerne kærligt kaldte unagi no nedoko (うなぎの寝床), altså “ålens seng”. Forrest lå butikken, dernæst familiens private rum, og inderst husets fineste stue, zashiki (座敷) der vendte ud mod en have.
Langs den ene side af huset løber en jordstampet gennemgang fra facaden helt igennem til bagdøren, en tōriniwa (通り庭). Forrest ved indgangen ligger butikken, og bagerst ligger køkkenet i den del der kaldes hashiri (走り庭) — navnet siges at komme af at husets kone måtte fare travlt frem og tilbage i sit arbejde her. Over passagen rejser der sig et højt luftrum med et ovenlys (天窓) der giver dagslys, sørger for udluftning og hjælper med at regulere temperaturen. Her kunne røgen fra komfuret også slippe ud, og kigger man op, ses de svære, sodsværtede bjælker. Ved komfuret, kamado (かまど), stod som regel et lille alter for ildstedets gud, i Kyoto kærligt kaldet okudo-san (おくどさん). Denne sidepassage er især kendetegnende for machiya i Kansai og det vestlige Japan mens husene i Kantō ofte havde en anden opbygning.
Fordi huset var langt og dybt, kunne de bagvedliggende rum let blive mørke. Derfor har mange machiya en eller flere små indre gårdhaver, tsuboniwa (坪庭) der trækker lys og luft ind i de dybe rum. Navnet kommer af flademålet tsubo (ca. 3,3 m²), og haverne er ofte kun få kvadratmeter store med nogle få planter, et vandfad i sten (tsukubai) og en stenlanterne (ishi-dōrō). Rundt om dem løber smalle træverandaer, engawa (縁側) der forbinder husets rum med det fri.
På den lave overetage ses ofte mushiko-mado (虫籠窓), et “insektburvindue” hvor smalle sprosser er skåret i den tykke, pudsede lermur. Bagerst på grunden lå tit et kura (蔵), et brandsikkert og køligt pakhus med tykke, pudsede mure hvor familien opbevarede sine værdier og varer.
Sumiya, Kyoto
Den største bevarede machiya i Kyoto er Sumiya (角屋) i Shimabara som var byens gamle kurtisanekvarter. Sumiya er samtidig det eneste bevarede ageya i Japan — en fornem selskabsbygning hvor geishaer og tayū (太夫) sang, dansede og udførte teceremonier for velhavende gæster. Til forskel fra en almindelig machiya der sjældent er mere end 5-6 meter bred, har Sumiya en usædvanlig bred facade fordi bygningen består af tre huse der er føjet til over tid: det midterste og ældste stammer fra grundlæggelsen i 1641, nordfløjen kom til i 1670’erne og sydfløjen i 1787. Siden 1998 har Sumiya været museum, og bygningen blev fredet som national kulturarv i 1952. Bestemt et besøg værd.
Adresse:
32 Ageya-cho Nishishinyashiki Shimogyo-ku Kyoto
Hjemmeside
Bo i en machiya
Vil man selv opleve en machiya indefra, kan man overnatte i en. I de senere år er mange gamle byhuse blevet restaureret og indrettet som alt fra hoteller til butikker og cafeer, og flere udbydere lejer hele, istandsatte machiya ud som feriehuse. Husene er som regel opdateret med moderne bekvemmeligheder, men har bevaret deres traditionelle stemning med tatami, skydedøre og lille gårdhave. Det giver en helt anden fornemmelse af byhusets rytme fra den smalle facade gennem rummene til haven bagerst end et almindeligt hotelværelse kan.
Machiya Inns & Hotels udlejer private machiya og driver boutiquehoteller i Kyoto, Kanazawa og TakayamaMachiya Residence Inn Kyoto samme brands udvalg af feriehuse i Kyoto
Kyoto Machiya Stay udlejning af hele machiya i centrale Kyoto-kvarterer som Gion, Kiyomizu og Kawaramachi
Links til videre læsning
Japanese Architecture and Art Net Users System: MachiyaJapan Visitor — Kyoto Townhouses
Artikel fra Japan Society om machiya og dets karakteristika
Om kyomachiya, deres opbygning mm. fra hjemmeside om Kyotos kulturarv (på japansk)
Bøger
Machiya: the traditional townhouses of Kyoto. PIE International, 2019, 222 sider : ill. i farverAn Illustrated Guide to Japanese Traditional Architecture and Everyday Things / 英訳付き ニッポンの名前図鑑 日本建築・生活道具. Yamamoto Seiichiro (red.), Tankosha, 2018, 144 sider : ill. i farver. Tosproget japansk/engelsk