1. juli 2026

takayama gamle bydel

Den gamle bydel i Takayama, også kendt som Sanmachi-suji, er en af Japans bedst bevarede historiske bydele. Takayama der ligger i De Japanske Alper omtales ofte som “Lille Kyoto“, og det er ikke uden grund. Byens atmosfære og arkitektur vækker minder om Edo-periodens Japan. Den gamle bydel ligger 10-15 minutters gang fra Takayama station.

Sanmachi-suji udgør selve kernen i den gamle bydel og består af tre hovedgader: Kamiichino-machi, Kaminino-machi og Kamisanno-machi. Disse smalle gader er berømte for deres smukt bevarede træhuse og traditionelle bygninger fra Edo-perioden (1603–1868), en tid hvor Takayama fungerede som et livligt handelscentrum. Arkitekturen, med sine gittervinduer, mørklakerede træfacader og detaljerede udskæringer, er et levende vidnesbyrd om fortiden.

Her blander private hjem sig med butikker der sælger lokale fødevarer og kunsthåndværk, cafeer, restauranter (med det lokale Hida-kød i centrum)

Hvis du er interesseret i japansk kunsthåndværk og folkekunst (mingei), er det et oplagt sted at shoppe. Mange af tingene er lokalt produceret og af høj kvalitet. Af typer kan nævnes: washi-papir, chirimen-silkecrepetilbehør, produkter med mizuhiki-snor, sashiko-broderi mm.

En af de største attraktioner i området er de mange sake-bryggerier som du let kan kende dem pga. den karakteristiske sugidama – en stor kugle lavet af cedergrene som hænger over indgangen. Mange af disse bryggerier har været i drift i generationer og tilbyder smagsprøver og rundvisninger hvor du kan lære mere om produktionen af denne traditionelle japanske drik.


takayama gamle bydel
Cop. Rogério Toledo

Praktisk information

Adresse:
Sanmachi-suji, Kamiichino-machi/Kaminino-machi/Kamisanno-machi, Takayama, Gifu 506-0846
Transport:
Den gamle bydel ligger 10-15 minutters gang øst for Takayama Station. Fra Tokyo tager turen cirka 4,5 time med JR Tokaido Shinkansen til Nagoya, hvor du skifter til JR Hida Wide View-eksprestoget til Takayama (cirka 2,5 time).
Takayamas officielle hjemmeside
Kort over Takayama centrum (PDF)
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Den gamle bydel ligger centralt i Takayama, og flere af byens vigtigste seværdigheder kan opleves inden for få minutters gang. Lige syd for området krydser Nakabashi-broen, byens berømte røde bro, Miyakawa-floden.
Få minutters gang vestpå ligger Takayama Jinya, det gamle regeringskontor og en af Japans bedst bevarede Edo-periode-bygninger. Langs Miyakawa-floden afholdes hver morgen morgenmarkedet (Asaichi), hvor du kan smage lokale specialiteter og købe kunsthåndværk direkte fra de lokale håndværkere.