Nakabashi-broen (中橋) er en rød bro der krydser Miyakawa-floden i Takayama. Broen er ikke blot et yndet fotomotiv, men regnes også som et af byens mest ikoniske vartegn. Nakabashi betyder “central bro” hvilket passer godt til dens rolle som bindeled mellem byens historiske kvarterer. Broen er omgivet af hængende piletræer og smukke kirsebærtræer. I midten af april, når kirsebærblomsterne er på deres højeste, bliver broen og træerne oplyst om aftenen.
Broen er opført med respekt for klassiske japanske byggetraditioner og er gennem årene blevet restaureret flere gange. Den røde lakering er ikke kun dekorativ – i japansk kultur forbindes farven med lykke og beskytter mod onde ånder.
Nakabashi-broen spiller også en vigtig rolle under Takayama matsuri (Takayama-festivalen), en af Japans mest anerkendte festivaler. I april og oktober måned trækkes farvestrålende og kunstfærdigt udsmykkede processionsvogne, kaldet yatai, gennem byen og over broen. Det er et betagende syn, især når mørket falder på, og både vogne og bro er oplyst i et varmt gyldent skær. Festivalen tiltrækker hvert år tusindvis af besøgende fra både Japan og resten af verden.
Praktisk information
Adresse:
1 Honmachi, Takayama, Gifu 506-0011
Transport:
Nakabashi-broen ligger cirka 10 minutters gang øst for Takayama Station. Broen krydser Miyakawa-floden mellem Honmachi-distriktet og den gamle bydel (Sanmachi-suji).
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Nakabashi-broen fører direkte fra centrum ind i den gamle bydel (Sanmachi-suji), så det er det naturlige startpunkt for en gåtur gennem Takayamas historiske kvarter med dens traditionelle træhuse, sake-bryggerier og kunsthåndværksbutikker.
Lige på den anden side af broen, langs Miyakawa-floden, afholdes hver morgen Miyagawa-morgenmarkedet med lokalt kunsthåndværk, blomster og snacks. Få minutters gang sydvest fra broen ligger Takayama Jinya, det historiske regeringskontor.




