Hvad er et washitsu?
Washitsu (和室) er den klassiske japanske stue, som mange forbinder med tatami-måtter, skydedøre og et roligt, minimalistisk udtryk.
Rummet har traditionelt ikke haft ét fast formål. Det er netop rummets styrke at det kan tilpasses dagens behov gennem konceptet shitsurae – kunsten at indrette rummet til den specifikke begivenhed eller tidspunkt på dagen.
Om formiddagen fungerer det som opholdsrum, senere som spiserum med lavt bord og om aftenen som soveværelse, når futoner rulles ud på tatami-måtterne. Skydedøre kan åbnes og lukkes, så rummet kan udvides eller opdeles, og møbler kan flyttes ind og ud efter sæsonen.
Washitsu kaldes ofte også et tatamirum fordi tatami er selve fundamentet for rummets arkitektur og atmosfære. Den bløde overflade af vævede igusa-siv afgiver en særlig, beroligende duft og giver en fornemmelse af varme og ro. Denne atmosfære gør washitsu populært i Japan i dag, både i traditionelle boliger og i moderne hjem hvor et enkelt japansk rum kan fungere som en fleksibel “ekstra stue”.
De vigtigste elementer i et washitsu
Tatami er tykke, vævede stråmåtter. Målene varierer efter region — de klassiske kyōma-måtter fra Kyoto er omkring 95,5 × 191 cm, mens Tokyo-målet er mindre — men måtten er altid det modul rummet bygges op efter. I Japan måles rum stadig ofte i antal tatami-måtter, for eksempel et “otte-måtte-rum” (hachijō).
Måttens mål forplanter sig til resten af bygningen. En shōji er for eksempel omtrent lige så høj som en tatami-måtte er lang, og fodtøjet efterlades i genkan, entréen, før man træder ind.
Måden måtterne lægges på er ikke tilfældig: i private hjem lægges de i et shūgi-jiki-mønster hvor samlingerne danner T-former, da det bringer held. En vigtig etikette er at fodtøj altid tages af før man træder op på måtterne – dette gælder også hjemmesko. Man bør desuden undgå at træde på måtternes stofkanter (beri) eller på de træskinner (shikii) som dørene kører i, da det betragtes som respektløst over for håndværket.
Fusuma er tunge skydedøre med trærammer beklædt med kraftigt, uigennemsigtigt papir. De fungerer som flytbare vægge mellem rum. I historiske miljøer kan fusuma være udsmykket med smukke malerier, mens de i private hjem ofte er mere enkle.
Shōji er de lette skydedøre med trælister og halvtransparent papir som filtrerer dagslyset blødt ind. En særlig variant er yukimi shōji (“sne-kigge”-shōji) som har små, justerbare glasfelter der kan skydes op, så man kan betragte haven udenfor.
Ranma findes over skydedørene. Det er dekorative træpaneler der ofte er kunstfærdigt udskåret. De tillader luftcirkulation og lysgennemstrømning mellem rummene, selv når dørene er lukkede – essentielt i Japans fugtige klima.
Tokonoma er en indbygget alkove og rummets æstetiske brændpunkt. Her udstiller man en hængende billedrulle (kakemono), en vase eller en blomsterdekoration (ikebana). Traditionelt placeres den vigtigste gæst med ryggen mod tokonomaen. I meget formelle rum kan detaljer på fx silkeborterne på rullen eller dekorative snore være i den fornemme lilla farve som historisk signalerede høj status og åndelighed.
Chigaidana og tsukeshoin: i de mere formelle rum finder man chigaidana (forskudte hylder) og en tsukeshoin (en indbygget skriveplads under et vindue) der oprindeligt blev brugt af munke og samuraier til læsning i det naturlige lys fra shōji-skærmene. Vinduet vendte ud mod en udsigt der var komponeret med vilje — som regel en anlagt have, ikke tilfældig natur.
Møbler og hverdagsbrug
Da livet i et washitsu foregår tæt på gulvet, er lave møbler essentielle. Om vinteren samles man om en kotatsu – et lavt bord med et indbygget varmeelement og et tungt tæppe over. Til at sidde på bruges zabuton (store gulvpuder) som nogle gange kombineres med zaisu der er lave stole uden ben. Det regnes for meget uhøfligt at træde på eller flytte en andens puder uden tilladelse.
Til natten lægges futon direkte på tatamien. Om dagen foldes de sammen og opbevares i dybe skabe (oshiire), så gulvpladsen frigøres.
Historie og stilarter: shoin og sukiya
Washitsuets rødder går tilbage til shoin-zukuri, en stil der opstod i Kamakura-perioden og udviklede sig gennem Muromachi-perioden som afløser for den vidtstrakte shinden-stil fra Heian-tiden. Den mindre skala var ikke først og fremmest etvalg, men en følge af at aristokratiet mistede indtægter.
De washitsu vi kender i dag, deles primært i to stilarter:
- Shoin-stilen – den formelle stil der opstod i templer og samuraiernes boliger, kendetegnet ved rige detaljer og faste elementer som skriveplads og hylder. Den afgørende nyskabelse er selve rumdelingen: hvor den ældre shinden-stil var én stor sal hvor man skilte små områder fra med forhæng og foldeskærme, blev shoin-boligen inddelt i flere rum med faste vægge og skydedøre. Ofte hæves en del af gulvet i hovedrummet et trin over det øvrige, netop dér hvor tokonoma, shoin og chigaidana ligger — og den hævede plads er forbeholdt den højest rangerende tilstedeværende
- Sukiya-stilen – en mere afdæmpet variation, stærkt påvirket af teceremonien. Sukiya bruger naturlige materialer som lerpudsede vægge og bambus og hylder det asymmetriske og uperfekte (wabi-sabi)
Sådan oplever du et washitsu som rejsende
For at opleve et washitsu på tæt hold er en overnatning i en ryokan (traditionel japansk kro) eller en minshuku (bed and breakfast) det oplagte valg. Man kan også opsøge shukubo, som er overnatning i et buddhistisk tempel. Her mærker man hvordan rummet skifter karakter gennem døgnet, og hvordan materialerne skaber en helt anden akustik og ro end et vestligt hotelværelse.
Washitsu er mere end blot en “japansk stue”. Det er et fleksibelt rumkoncept og en levende kulturarv der fortsat definerer japansk æstetik og livsstil.