28. november 2025

Intro

Botamochi (ぼたもち) og ohagi (おはぎ) er to navne for den samme traditionelle japanske søde konfekt. Den spises især i Japan i forbindelse med buddhistiske mindehøjtideligheder ved forårs- og efterårsjævndøgn, ohigan hvor man viser respekt for sine forfædre. Den består af en kerne af klistret ris der formes til aflange eller runde boller og omvikles med sød rød bønnepasta, anko. Den kan også drysses med ristet sojabønnemel, kinako. I moderne variationer findes botamochi og ohagi også med sort sesam eller fintmalede valnødder som giver en dybere, nøddeagtig smag til den milde ris.


Botamochi om foråret og ohagi om efteråret

I Japan er ohigan de perioder omkring forårs- og efterårsjævndøgn hvor familier besøger gravsteder, gør rent og bringer madofre for at ære deres forfædre. Det er netop ved disse højtider at botamochi om foråret og ohagi om efteråret traditionelt serveres i hjemmene og på familiens buddhistiske alter. I foråret kaldes de botamochi opkaldt efter botan, pæonen som forbindes med frodighed og overflod. Når efteråret nærmer sig og naturen skifter farve, skifter risbollerne navn til ohagi efter hagi, buskkløver der blomstrer i efteråret.


Den særlige ris og teknikken hangoroshi

Forskellen mellem botamochi og ohagi og de mere kendte mochi-riskager ligger i behandlingen af risene. Til mochi æltes de kogte klistreris til en fuldstændig glat, sej masse. Til botamochi og ohagi bruges der derimod en teknik der kaldes hangoroshi hvor de kogte ris kun moses delvist. Riskornene presses sammen til en grov, let klistret masse hvor de enkelte korn stadig kan ses og mærkes når man bider i dem. Risene formes til små boller som enten fyldes med anko og rulles i kinako eller malet sort sesam eller også dækkes de helt af rød bønnepasta.


Botamochi og ohagi - klistrede japanske riskager


Links til videre læsning

Ohagi intro fra Food in Japan