Goma abura (ゴマ油 eller ごま油) er det japanske ord for sesamolie. Det er en meget benyttet olie i det japanske køkken. Olien udtrækkes fra ristede sesamfrø hvilket giver den en kraftig, aromatisk og nøddeagtig smag. Ristningen giver også sesamolien den flotte ravgule farve.
Sesamolien kan bruges til stegning og fritering, herunder tempura, som smagsgiver til grøntsager, supper, nudler, salater mm. Mulighederne er mange.
I Japan er sesamolien en vigtig ingrediens i den populære goma-dressing der ud over sesamolie bl.a. indeholder ristede sesamfrø, sojasauce, risvinseddike og nogle gange mayonnaise. Den er også blevet en populær dressing uden for Japan og kan købes herhjemme i supermarkederne. Det er også meget nemt selv at lave den.
Rāyu er sesamolie smagt til med chili, og den kan bruges som smagsgiver i madlavningen eller som tilbehør. Den kan laves på forskellig vis med ingefær, hvidløg, paprika mm. Taberu rāyu er en særlig variant der er meget anbefalelsesværdig.
Links til videre læsning
- Wikipedias generelle artikel om sesamolie
- Sesame web grundig side om sesam og sesamolie fra det japanske firma Kadoya der har produceret sesamolie siden 1858. Med opskrifter
- Sesam intro til planten sesam, sesamolie mm. fra Gernot Katzer’s Spice Pages
- Opskrift på goma-dressing fra Just One Cookbook
Shopping info
Sesamolie er en standardvare der kan fås overalt i Japan i supermarkeder, 7-Eleven, stormagasinernes food halls mm.
I Tokyo er der en række butikker der sælger lokale varer fra alle Japans præfekturer, de såkaldte antenna shops. Her kan du også nogle gange falde over den lokale eller regionale sesamolie.
