5. juni 2026

hokkaido helligdommen sapporo

Hokkaidō-helligdommen (北海道神宮) – også kendt som Hokkaidō Jingu – i Sapporo er en af de mest betydningsfulde shinto-helligdomme i det nordlige Japan. Den ligger midt i byens frodige Maruyama Park der er kendt for sit fugleliv og mange egern.

Hokkaidō-helligdommen blev grundlagt i 1869 efter ordre fra kejser Meiji som led i udviklingen af den daværende “Ezo-region” som året før i 1868 var blevet omdøbt til “Hokkaidō” – det vil sige “vejen til det nordlige hav”. Helligdommen blev etableret for at støtte pionererne i deres arbejde med at opdyrke og bebo regionen.

Oprindeligt blev helligdommen helliget tre guder eller kami – Ōkunitama, Ōkuninushi og Sukunahikona. Guderne blev anset som beskyttere af øens nye indbyggere og selve udviklingen af Hokkaido. I 1964 blev helligdommen også helliget kejser Meiji og fik sit nuværende navn. Indtil da var helligdommen kendt som Sapporo-helligdommen.

Helligdommen er opført i en stilren shinmei-zukuri-stil med ubehandlet træ og et kobbertag der minder om et traditionelt stråtag. De omkringliggende haver med blomstrende kirsebær- og blommetræer tiltrækker tusindvis af besøgende om foråret.

Helligdommen er også centrum for en række vigtige kulturelle begivenheder. Den årlige Sapporo Matsuri, som afholdes den 14.–16. juni, er et højdepunkt med farverige optog, mikoshi (transportable shinto-helligdomme) og traditionelle danse. Også ved nytår (Hatsumōde) valfarter tusindvis af mennesker hertil for at bede for et godt nyt år.



Praktisk information

Adresse:
474 Miyagaoka, Chuo-distriktet, Sapporo, Hokkaido 064-0959
Transport:
Hokkaidō-helligdommen ligger midt i Maruyama Park i den vestlige del af Sapporo. Helligdommen nås på cirka fem minutters gang fra Maruyama-kōen Station på Tōzai-linjen.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Lige op ad helligdommen ligger Maruyama Zoo, der huser blandt andet røde pandaer, isbjørne og japanske aber.
Mod øst når du Hokkaido Museum of Modern Art med kunst af malere og billedhuggere fra Hokkaido samt en berømt samling af glaskunst, og lidt længere mod øst den botaniske have. Endnu længere mod øst ligger Ōdōri-parken og byens centrum.