Okunoin-templet (奥の院) på Koyasan-bjerget er et af de mest betydningsfulde buddhistiske steder i Japan. Det er ikke blot en helligdom for shingon-buddhismen, men også hvilestedet for dens grundlægger, Kōbō Daishi (Kukai). Det siges at han ikke døde, men i stedet er i en tilstand af evig meditation. Han venter på Miroku Nyorai (Maihreya), Fremtidens Buddha, og giver lindring til dem der beder om frelse i mellemtiden.
Shingon-buddhismen, som Okunoin-templet tilhører, blev grundlagt af Kōbō Daishi i det 9. århundrede og er en af Japans vigtigste buddhistiske skoler. Den fokuserer på esoterisk buddhisme hvor man gennem ritualer, mantraer og meditation kan opnå oplysning i dette liv. Troen på Kōbō Daishis evige meditation er central i denne tradition, og mange buddhister valfarter til Okunoin for at søge hans velsignelse.

Japans største kirkegård
Okunoin rummer Japans største kirkegård med over 200.000 gravsteder. Mange af gravene tilhører historiske personer, samuraier, kejsere og kendte virksomheder der har ønsket et sidste hvilested tæt på Kobo Daishi. Kirkegården er omgivet af gamle, tårnhøje cedertræer. Der er omkring 1300 cedertræer hvoraf nogle er omkring 50 meter høje.
Indgangen til kirkegården sker traditionelt via Ichinohashi-broen hvor besøgende bør bukke for at vise respekt for Kōbō Daishi og herefter følger en gåtur på omkring 2 km igennem kirkegården og frem til Gobyobashi-broen der markerer overgangen til det mest hellige område. Det er en tradition også at bukke her ved broen for at vise respekt for Kobo Daishi. Bemærk det er forbudt at tage billeder eller spise og drikke efter du har passeret broen, da dette område betragtes som særligt helligt.
En anden, kortere rute til Okunoin og Gobyo-bashi-broen som i dag benyttes af de fleste besøgende, begynder ved busstoppestedet Okunoin-mae og halverer gåturen til mausoleet (til lidt under en kilometer). Denne alternative rute fører gennem en nyere del af kirkegården hvor moderne gravsten er rejst af enkeltpersoner, foreninger og virksomheder.
Uanset hvilken rute du vælger, mødes begge stier ved Gokusho-bygningen som er det primære sted at bede og som ligger til højre for Gobyobashi-broen. Det er også her der står en række statuer af Jizo – en populær bodhisattva der beskytter børn, rejsende og afdødes sjæle. Besøgende efterlader ofringer og overøser statuerne med vand som en del af en bøn for afdøde familiemedlemmer. Disse statuer kaldes Mizumuke Jizo (Vandoverøste Jizo).
Torodo-hallen og Kobo Daishis mausoleum
Få meter efter broen, på venstre side af stien, findes Miroku-stenen som er placeret i et lille bur. Besøgende udfordres til at løfte stenen fra den nederste platform til den øverste med kun én hånd. Ifølge troen føles stenen lettere for gode mennesker og tungere for dårlige.
Fortsætter du nogle få minutter kommer du til Torodo-hallen som er kendt for sine tusindvis af brændende lanterner. Den blev oprindeligt opført af en af Kōbō Daishis elever Shinzen og genopført i sin nuværende størrelse i 1023. Den nuværende bygning er dog en moderne rekonstruktion. Det siges at nogle af disse lanterner har været tændt i over 1000 år. Fx donerede den tidligere kejser Shirakawa en lanterne i 1033 som stadig brænder. Bag hallen (kun adskilt af en smal vej) ligger Kōbō Daishis mausoleum hvor troende og pilgrimme kommer for at vise respekt.

Okunoin kan opleves både om dagen og om natten. Når mørket falder på, og tågen langsomt sniger sig ind mellem de gamle gravsten, føles det, som om stedet får en ekstra åndelig dimension. Den svage duft af røgelse og lyden af vinden der suser gennem cedertræerne, gør nattevandringen både smuk og måske også lidt ærefrygtindgydende.
Praktisk information
Adresse:
550 Koyasan, Kōya, Ito-distriktet, Wakayama 648-0294
Transport:
Den letteste vej til Koyasan er med Nankai Koya-linjen fra Namba i Osaka til Gokurakubashi (cirka 1 time og 30 minutter), derfra kabelbanen op til Koyasan Station og endelig bus gennem tempelbyen. Stå af ved Okunoin-guchi for at gå den traditionelle pilgrimsrute fra Ichinohashi-broen gennem hele kirkegården (cirka 2 km), eller ved Okunoin-mae for den kortere rute (under en kilometer) til Gobyobashi-broen og mausoleet.
Hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Okunoin ligger i den østlige ende af Koyasan, og resten af tempelbyens hovedseværdigheder kan let nås med bussen fra Okunoin-guchi eller Okunoin-mae mod Senjuinbashi-stoppet centralt i byen. Herfra er der få minutters gang til Kongōbuji-templet, hovedtempel for Shingon-buddhismen med Japans største stenhave Banryūtei, og videre til Danjo Garan, det centrale tempelkompleks med Konpon Daitō-pagoden. I den vestlige ende af byen markerer Daimon-porten den traditionelle hovedindgang til Koyasan. Mange besøgende vælger at overnatte i et af Koyasans shukubo (tempelherberger) for at få den fulde oplevelse, herunder morgenceremonier og vegetarisk klostermad.





