1. juli 2026

sanjusangendo_kyoto

Sanjusangen-do templet (三十三間堂) hedder egentlig Rengeo-in templet. Det ligger lidt nordøst for Kyoto station (tag bus 100 fra stationen) og er absolut et besøg værd.

I templets hovedhal står der på rad og række 1001 statuer i træ forgyldt med bladguld af Kannon – gudinden for barmhjertighed (den samme som i Sølvtemplet). Der er ikke meget lys i hallen, men de svagt lysende statuer skaber en meget stemningsfuld atmosfære.

Sanjusangen-do’s hovedhal blev oprindelig bygget i 1164, men gik til grunde under en brand. Den nuværende bygning er en rekonstruktion fra 1266  og er med sine 120 meter den længste træbygning i verden. Bygningens længde kommer til sin ret hvert år hvor der søndagen før Myndighedsdagen (Seijin no hi) i januar afholdes en bueskydekonkurrence for unge kvinder. Kvinderne står og skyder fra den ene ende af verandaen til den anden.

Navnet Sanjusangen-do hentyder til de 33 (sanjusan) mellemrum der er mellem søjlerne i hallen. I midten af hallen står den primære statue af Kannon med 1000 arme. Den blev skåret i træ i 1254 af den berømte skulptør Tankei i den sene alder af 82 år. Oven på Kannons hoved er der yderligere 10 mindre hoveder hvoraf det ene forestiller Amida Buddha. På hver side står der 500 statuer af Kannon i mindre størrelse i 10 rækker. I følge overleveringen skulle Kannon have 33 manifestationer, så den troende bliver faktisk mødt af barmhjertigheden fra 33033 Kannon.

Vil du vide mere om bueskydning?

  Så læs Hanafubuki.dks artikel om kyudo – japansk bueskydning.


Billedet øverst: Cop. Domenico Convertini



Praktisk information

Adresse:
657 Sanjusangendomawari, Higashiyama-ku, Kyoto 605-0941
Transport:
Sanjusangen-do ligger lidt nordøst for Kyoto Station. Templet nås nemmest med bus 100 eller 206 fra Kyoto Station til stoppestedet Hakubutsukan-Sanjusangendo-mae, hvorfra der er få minutters gang. Det kan også nås fra Shichijō Station på Keihan-linjen på cirka syv minutters gang. Templet har åbent dagligt klokken 8.30-17 (16 om vinteren), og der opkræves entré. Bemærk at indendørs fotografering er forbudt.
Officiel hjemmeside (på japansk, med mange billeder)
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Lige overfor Sanjusangen-do ligger Kyoto Nationalmuseum med en omfattende samling af klassisk japansk kunst, herunder værker fra Kenninji-templet. Lige nord for ligger Chishakuin-templet, et stille tempel kendt for sine enestående malerier på skydedøre af Hasegawa Tōhaku.