
Kyoto Nationalmuseum (京都国立博物館) der åbnede sine døre i 1897, er en af Japans vigtigste kulturinstitutioner. Som ét af landets fire nationalmuseer – sammen med Tokyo Nationalmuseum, Nara Nationalmuseum og Kyushu Nationalmuseum – spiller museet en central rolle i bevaringen og formidlingen af Japans rige kunst- og kulturhistorie.
Museets imponerende samling rummer over 14.000 genstande, herunder klassisk japansk malerkunst, skulpturer, keramik, tekstilkunst, kalligrafi og lakkunst. I modsætning til mange andre museer har Kyoto Nationalmuseum ingen faste udstillinger. I stedet præsenteres skiftende tematiske udstillinger hvor forskellige dele af samlingen bringes frem i lyset i løbet af året. Dertil kommer to store særudstillinger årligt som ofte fokuserer på unikke aspekter af japansk kultur, som fx japanske sværd eller zenbuddhistisk kunst.
Disse udstillinger vises i den moderne museumsbygning Heisei Chishinkan der blev indviet i 2014. Bygningen er tegnet af den internationalt anerkendte japanske arkitekt Yoshio Taniguchi der også står bag ombygningen af Museum of Modern Art (MoMA) i New York og en tilbygning til Tokyo Nationalmuseum. Heisei Chishinkan kombinerer moderne æstetik med respekt for museets historiske rødder og giver en smuk og rolig ramme om udstillingerne.
Ved siden af den moderne bygning ligger Meiji Kotokan, den oprindelige museumsbygning i rød mursten fra 1895 (se billedet øverst). Den er et fremragende eksempel på arkitektur fra Meiji-perioden og vidner om den tidlige modernisering af Japan. Selvom bygningen i dag er lukket for publikum og ikke huser udstillinger, arbejdes der på planer for at bruge den igen som udstillingssted i fremtiden.
Praktisk information
Adresse:
527 Chaya-chō, Higashiyama-ku, Kyoto 605-0931
Transport:
Kyoto Nationalmuseum ligger sydøst for det centrale Kyoto, lige overfor Sanjusangen-do-templet. Det nås nemmest med bus 100, 206 eller 208 fra Kyoto Station til stoppestedet Hakubutsukan-Sanjusangendo-mae – turen tager cirka 10 minutter. Alternativt kan du gå fra Shichijō Station på Keihan-linjen, cirka 7 minutters gang. Museet er lukket om mandagen, og der opkræves entré.
Officiel hjemmeside
Google-kort
Oplevelser i nærheden
Lige overfor museet ligger Sanjusangen-do-templet med dets 1001 Kannon-statuer. Lige nord for museet finder du Chishakuin-templet, kendt for sine fusuma-malerier af Hasegawa Tōhaku og en klassisk landskabshave.
Et stykke mod nordøst når du Kawai Kanjirō mindemuseet, og lidt længere mod nord ligger Higashiyamas templekvarter med Kiyomizu-dera.
Billedet øverst: © Wiiii – Own work, CC BY-SA 3.0