29. maj 2026

Intro

Netsuke (根付) er små japanske figurer udskåret i forskellige materialer og forsynet med to små snorehuller. De blev oprindeligt brugt til at fastholde små beholdere som inro, tobakspunge og andre småting som japanske mænd bar hængende i en snor under bæltet (obi). Netsuke fungerede som en praktisk lås eller stopklods – men udviklede sig med tiden til et raffineret stykke japansk kunsthåndværk.


Symbol på status og personlighed

I Edo-perioden (1603–1868) hvor kimonoen var almindelig klædedragt blev den et uundværligt tilbehør. Den fremvoksende købmandsklasse som stod nederst i samfundets hierarki måtte ikke vise deres rigdom for åbenlyst og havde forbud mod at bære smykker. Den blev derfor et diskret statussymbol – en måde at udtrykke personlig smag, dannelse og humor på.

Hver figur afspejlede ejermandens interesser, tro og sociale position, og mange mænd samlede på netsuke som de kombinerede med særlige ojime (små perler) og inro-beholdere.


buddha netsuke


Motiver og symbolik i netsuke

Motiverne på netsuke spænder bredt. De kan forestille håndværkere, skuespillere, mytologiske figurer som Daruma, helte og ånder fra japansk folklore samt dyr og fugle. De tolv dyr fra den japanske astrologi – rotte, okse, tiger, hare, drage, slange, hest, får, abe, hane, hund og vildsvin – er også hyppige motiver.

Maskenetsuke (men netsuke) blev inspireret af masker fra japansk teater, især Noh- og Kyōgen-traditionerne. Andre gengiver scener fra ukiyo-e-kunst eller humoristiske hverdagssituationer hvor satire og symbolik går hånd i hånd.


netsuke
Illustration af netsuke der sidder fast ovenpå bæltet og inro beholderen der hænger ned fra bæltet. Copyright Rama (eget værk) [CeCILL or CC BY-SA 2.0 fr], via Wikimedia Commons

Materialer og teknikker

Figurerne blev udført i mange materialer, men træ – især buksbom, ibenholt, japansk cypres, kirsebærtræ og bambus – var blandt de mest populære. I begyndelsen af 1700-tallet blev elfenben introduceret som et eftertragtet materiale importeret af kinesiske og hollandske handelsmænd.

Horn fra gevirer, metal, lak, keramik, skildpaddeskal, koral, rav mm. var også materialer man brugte. Skildpaddeskal, koral og rav blev ikke brugt til at lave hele netsuken, men til detaljer som fx øjne.

I anden halvdel af 1700-tallet udviklede kunsthåndværkerne avancerede teknikker til intarsia hvor små stykker af koral, perlemor, horn, rav og ædelmetaller blev indfattet i både træ og elfenben. Denne form for udsmykning forvandlede dem til æstetiske miniaturemesterværker, hvor selv de mindste detaljer blev udført med præcision og humor.


Typer af netsuke

Der findes mange typer netsuke, som hver har deres egen funktion og udtryksform:

Katabori netsuke (形彫根付) den mest kendte type af netsuke. Det er tredimensionelle figurer af mennesker, dyr, planter eller brugsgenstande fra dagligdagen. Størrelsen kan variere fra en naturtro gengivelse af en nød til en voksen elefant begge i et størrelsesforhold på ikke mere end 3 cm.

Manju netsuke (饅頭根付) en rund flad netsuke opkaldt efter en populær japansk rund riskage. De er ofte lavet af ibenholt, nogen gange i horn eller lak med forskellige reliefudskæringer.

Kagamibuta netsuke (鏡蓋根付) en netsuke der består af en metalplade indsat i en rund plade af enten træ eller elfenben. Metalpladen er den centrale dekoration her og ciseleringen mm. blev ofte udført af specialister inden for metalesmedekunst eks. sværdmagere.

Ryusa netsuke (柳左根付) formet som en manju med et mere åbent, gennemskåret design.

Hako netsuke formet som en æske ofte udsmykket med lak og lign.

Men netsuke (面根付) netsuke i form af masker.

Sashi netsuke eller obi-hasami (差根付) er en lang, smal netsuke som bare blev stukket i bæltet. De fleste sashi netsuke har en eller anden form for krog i den ene ende for at forhindre at de glider ud af bæltet. Denne krog kan være et udskåret hoved af et dyr eller lign.

Anabori netsuke (穴彫根付) en netsuke der har et hulrum i midten. Muslinger er det mest anvendte motiv for denne type af netsuke. Det indvendige af muslingen kan være fint dekoreret.

Karakuri netsuke (からくり根付) en netsuke med skjulte funktioner og små hemmeligheder der åbenbarer sig når man åbner den.

Obiguruma eller obiguruwa netsuke formet som et armbånd som man stikker bæltet igennem.


netsuke_hasu_lotus
Netsuke i form af lotusblomst. 18. årh. Metropolitan Museum of Art, New York

Historien bag netsuke

Udviklingen af netsuke hænger tæt sammen med ændringer i japansk dagligliv. Tobak og piber blev introduceret til Japan i slutningen af 1500-tallet af portugisiske købmænd, og i 1600-tallet blev rygning populært i alle samfundslag. Da kimonoen ikke havde lommer, blev netsuke et nødvendigt tilbehør til at bære små beholdere og personlige genstande.

I 1700- og 1800-tallet blev netsuke et statussymbol, og især velhavende byboere i Edo (nutidens Tokyo) bestilte figurer hos kendte mestre. Håndværkere som Tomotada, Minko, Toyomasa, Ohara Mitsuhiro, Masatsugu Kaigyokusai og Joso skabte værker, der kombinerede humor, præcision og poesi i miniatureformat.

I begyndelsen af 1800-tallet nåede netsuke-kunsten sit højdepunkt, men moderniseringen efter kommandør Matthew Perrys ankomst i 1853 og Meiji-revolutionen i 1868 ændrede alt. Japan åbnede sig mod Vesten, vestlig klædedragt erstattede kimonoen, og netsuke mistede sin funktion. De blev i stedet solgt som kunstobjekter til udenlandske samlere og turister.


netsuke_kanin japansk kunsthåndværk
Netsuke i elfenben. 19. årh. Victoria & Albert Museum

Fra brugsting til kunstværk og samlerobjekt

Efter 1868 blev netsuke fremstillet som rene dekorationsobjekter og samlerstykker. I dag regnes de for Japans fineste ikke-religiøse skulpturer, der udtrykker en særlig balance mellem humor, symbolik og teknisk perfektion.
Netsuke er blevet eftertragtede i hele verden og handles fortsat på internationale auktioner. Værker signeret af mestre som Tametaka, Masanao eller Kaigyokusai kan indbringe sekscifrede beløb, og i 2022 blev en netsuke af en kirin solgt hos Bonhams i New York for over 400.000 dollars – en verdensrekord for denne kunstform.

Blandt de vigtigste samlinger i dag er Victoria and Albert Museum i London, Tokyo National Museum, Museum of Fine Arts i Boston og Baur Foundation i Genève. Samlere og museer betragter netsuke som nøgler til Japans æstetik og kulturhistorie – små mesterværker der forener håndværk, mytologi og dagliglivets poesi.



Links til videre læsning

Danske sider

Netsuker – kapitel fra bogen “Antik og loppefund” af Mariette Tiedemann

Udenlandske sider

Wikipedias artikel
International Netsuke Society
Netsuke onlineudstilling fra Googles Art and Culture projekt
Netsuke & inro – artikel fra Victoria and Albert museets hjemmeside – herfra er der også mulighed for at søge i museets store samling af netsuker og få vist billeder mm.
Collecting guide: 5 things to know about netsuke – guide fra auktionsfirmaet Christie
Netsuke gallery fra Bolton Museum

Collecting 101 – 5 Things to Know About Japanese Netsuke – guide fra auktionsfirmaet Bonhams


Bøger og artikler

Danske

Agersted, Lone: Stor kunst i miniformat. I: Antik & auktion. – 2015, nr. 9. – S. 58-63 : ill.

Udenlandske

Tsuchiya, Noriko: Netsuke : 100 miniature masterpieces from Japan / Noriko Tsuchiya, Max Rutherston. – London : British Museum, 2014. – 224 sider : ill. i farver
De Waal, Edmund: The hare with amber eyes : a hidden inheritance. – London : Chatto & Windus, 2010. – 354 sider : ill.
Netsuke: masterpieces from the Metropolitan Museum of Art, udstillingskatalog


Sightseeing info

Udover de førnævnte samlinger på forskellige museer rundt i verden kan følgende museum anbefales:

Kyoto Seishu Netsuke kunstmuseum
4-6-1 Mibukayogoshocho, Nakagyo, Kyoto, 604-8811
Hjemmeside

Google-kort

Museet ligger i Mibu-området i Nakagyo-distriktet som i middelalderen var den vestligste del af Kyoto. Området er også kendt for Mibu goshi som i Edo-perioden (1603-1867) var samuraier der blev bønder.

Museumsbygningen menes at være bygget som beboelse for Kanzaki-familien som var en del af Mibu goshi i 1820. Bygningen er meget smukt restaureret med tatami-måtter og fine skydedøre. Museet har en samling på lidt over 5000 forskellige netsuker, men udstillingsrummene i stueetagen og på 1. sal  kan selvfølgelig kun vise en brøkdel.

Der vises både traditionelle og moderne netsuker.