Hvad er japansk lakkunst?
Urushi har været anvendt i Japan siden Jōmon-perioden — både som beskyttende overflade, som klæbemiddel og som dekoration. Efter buddhismens indførelse i 500-tallet fik lakarbejdet nye religiøse og kunstneriske anvendelser, blandt andet inden for skulptur og tempelkunst, men den japanske tradition for dekorativ lak er langt ældre.
Lakvarer kaldes shikki (漆器) på japansk, mens urushi betegner selve den naturlige lak. Om lakarbejde som kunsthåndværk bruges også betegnelsen shitsugei (漆芸).
Lakvarer er et af Japans mest kendte håndværk. Det bruges til at producere en lang række funktionelle, dekorative og ceremonielle genstande fra bento-bokse til buddhistiske skulpturer — fra tallerkener, sakekopper og holdere til spisepinde til alskens æsker og beholdere, møbler, hårpynt og håndtasker.
Historien om lakering i Japan går tilbage til Jōmon-perioden (ca. 14.000–300 f.Kr.). Ved Kakinoshima på Hokkaido er der fundet rødlakerede trådrester i en grav, som ofte dateres til omkring 9.000 år siden — dateringen er dog indirekte og har været diskuteret. Andre meget tidlige lakgenstande er dateret direkte med kulstof 14-metoden og er mere end 7.000 år gamle. I løbet af årtusinder er den tidskrævende metode med at påføre urushi blevet udviklet til en højt specialiseret kunstform.
Lakvarer fremstilles ved at belægge overfladen af et materiale med saften fra det japanske laktræ (Toxicodendron vernicifluum). Når lakken hærder, polymeriserer den og danner en beskyttende overflade der er vandafvisende og modstår korrosion.

Materialer og fremstilling
Forskellige materialetyper anvendes. Træ bruges overvejende til skåle, æsker, tallerkener og bakker. Andre materialer kan være flettet bambus, washi-papir udspændt på en form, dyrehud, metal og keramik. Lakken påføres med spatel eller børste i en række tynde lag, som hærder under kontrolleret fugtighed og bearbejdes mellem arbejdstrinnene. Antallet af lag og måden de slibes eller poleres på afhænger af genstanden og traditionen.
Negoro
Negoro er navnet på den enkle, rustikke lak der består af et underlag af sort lak med et øvre lag rød lak. Typen forbindes især med Negoro-ji i Wakayama og med middelalderlige brugsgenstande til templer og helligdomme — borde, bakker og skåle. Ved lang tids brug slides det røde toplag gradvist væk dér hvor genstanden håndteres, så den sorte lak nedenunder træder frem.
Teknikker
Når den enkelte genstand er færdiglakeret, kan den dekoreres yderligere med forskellige teknikker, for eksempel:
- Maki-e – guld- og sølvstøv drysset i den våde lak
- Raden – indlagt perlemor
- Rankaku – mosaik af knuste æggeskaller
- Chinkin – indgraveret mønster fyldt med guld
Shopping info
- Kig nærmere i den store shoppingguide til japansk lakkunst
Links til videre læsning
- The history and culture of lacquer in Japan intro fra den japanske regering
- Lacquerwork grundig artikel fra Britannica, herunder om japansk lakkunst
- Japanese lacquerware artikel fra Japan House London
- Web Japans intro til shikki med mange billeder
- What is urushi? om lak og de forskellige teknikker (PDF)
- Urushi-glossar god ordbog over teknikker inden for japansk lakkunst (PDF)
- The complete guide to Japanese lacquerware oversigtsartikel fra Becos
- Kyoto lacquerware onlineudstilling fra Googles Arts and Culture projekt
- The beauty of lacquerware onlineudstilling fra Googles Arts and Culture projekt
- Kyoto Guides intro til kyō-nuri med adresser på kendte lakbutikker i Kyoto (arkiveret udgave)
- Wikipedias artikel om japansk lakkunst
Bøger
- Matsuda, Gonroku: The book of urushi : Japanese lacquerware from a master. Japan Publishing Industry Foundation for Culture, 2019. 256 sider