6. september 2026

Hvad er kinpu?

Kinpu (金封) er den overordnede japanske betegnelse for de særlige konvolutter til pengegaver, men de kan også bruges som en almindelig konvolut med et kort i. Til glædelige anledninger bruges også betegnelserne shūgi-bukuro og noshi bukuro (熨斗袋), mens konvolutter til begravelser og andre sørgelige anledninger kaldes fushūgi-bukuro eller kōden-bukuro.

Japanerne giver oftere pengegaver end egentlige gaver. Der findes forskellige kinpu til forskellige begivenheder som fx begravelse, bryllup, ønske om god bedring, housewarming, fødselsdag, 1. dag i skole, nytår etc.

Kinpu kan købes mange steder i boghandlere, stormagasiner, 7-Eleven og 100-yen butikkerne. De kan være både meget formelle og enkle og meget spraglede og farverige. Kinpu har ofte en noshi fastgjort i øverste højre hjørne. Desuden er det meget almindeligt at der er et kunstfærdigt foldet papirbånd omkring kaldet mizuhiki.

Hvad skriver man på konvolutten?

Teksten øverst på konvolutten kaldes omotegaki. Den fortæller hvad pengene er til, og den skal passe til anledningen — det er dén man skal have styr på hvis man køber en kinpu med hjem og vil bruge den rigtigt. Under omotegaki skriver giveren sit eget navn med lidt mindre skrift.

Glædelige anledninger

Fødsel – 御出産御祝, 祝 御出産 eller 御安産御祝
Skolestart – 御入園御祝 ved børnehave, 御入学御祝 ved skolestart og 御進学御祝 ved videre skolegang
Seijin-shiki – fejringen af overgangen til voksenlivet: 成人式御祝, 御成人御祝 eller blot 御祝
Fødselsdag – 御誕生日御祝 eller 誕生日御祝
Rund fødselsdag – de store mærkedage har hvert sit navn efter alderen, og det er navnet der skrives. Ved kanreki (還暦) skrives 祝 還暦 eller 還暦之御祝
Bryllup – 寿 (kotobuki) i Kantō, 御結婚御祝 i Kansai og San’in. Også 御贐 (ohanamuke)
Bryllupsdag – efter antallet af år, fx 金婚式御祝, 御金婚御祝 eller 祝 金婚式 ved guldbryllup
Nyt hus – 御新築御祝 ved nybyggeri, 御新居御祝 ved indflytning og 御改築御祝 ved ombygning
Afsked – 御餞別 (osenbetsu), fx ved flytning eller udstationering

Er man i tvivl, kan man ved enhver glædelig anledning nøjes med at skrive 御祝. Det er den brede lykønskning, og den er aldrig forkert ved en festlig lejlighed.

Fejring af en almindelig fødselsdag fik dog først sent den plads i japansk hverdagskultur som den har i dag. Efter den gamle aldersregning kazoedoshi blev alle et år ældre ved nytår og ikke hver på sin egen dag, så man fejrede ikke den enkeltes fødselsdag. I dag fejres fødselsdage helt almindeligt, og giver man penge, lægges de i en lykønskningskonvolut som ved de øvrige glædelige anledninger.

Fejringen af en rund fødselsdag kaldes samlet chōju-iwai og begynder ved kanreki. Navnet betyder at kalenderen vender tilbage: den gamle østasiatiske tidsregning løber i cyklusser på tres år, så man ved den 61. fødselsdag er tilbage ved sit eget dyretegn. Traditionelt blev der regnet efter den gamle aldersregning, hvor man er 61 — i dag fejres kanreki lige så ofte på 60-årsdagen. De senere mærkedage har hver deres eget navn og dermed deres egen omotegaki, helt op til 111 år.

Sygdom og ulykke

Sygdom – 御見舞 (omimai). Til en man ser op til: 祈 御全快, ønsket om fuld helbredelse
Brand og oversvømmelse – 御見舞, eller mere præcist 火災御見舞 ved brand i huset, 近火御見舞 ved brand i nabolaget og 水害御見舞 ved oversvømmelse

Dødsfald

Hvad der skrives på konvolutten afhænger blandt andet af hvor lang tid der er gået siden dødsfaldet. Et vigtigt skel i mange japanske buddhistiske traditioner er den 49. dag, shijūkunichi (四十九日). I perioden efter dødsfaldet holdes traditionelt mindeceremonier med syv dages mellemrum, og den sidste af de syv ceremonier falder på den 49. dag. Den markerer afslutningen på den såkaldte chūin-periode og er en af de vigtigste mindehøjtideligheder efter begravelsen. Den religiøse fortolkning af de 49 dage varierer mellem de buddhistiske retninger.

Den 49. dag er også et vigtigt skel i gaveetiketten. Som hovedregel bruges goreizen før den 49. dag og gobutsuzen fra den 49. dag og senere. Der kan dog være forskelle mellem de buddhistiske retning hvordan de anvendes.

Bisættelse og begravelse – 御霊前 (goreizen), 御香典, 御香華料 (gokōgeryō) eller 御香料 (okōryō)
Offergave i stedet for penge – 御供. Før den 49. dag kan 御霊前 også bruges, efter den 49. dag 御仏前 eller 御佛前
Mindehøjtidelighed før den 49. dag – 御霊前
Mindehøjtidelighed fra den 49. dag – 御仏前 eller 御佛前 (gobutsuzen)

Konvolutten og knuden

Konvolutten selv skal også passe til anledningen, og knuden fortæller noget i sig selv. Ved fødsel, skolestart og seijin-shiki bruges en sløjfeknude i rødt og hvidt — den kan bindes op og bindes igen, ligesom man gerne ser begivenheden gentaget. Ved bryllup bruges derimod en musubikiri-knude der ikke er beregnet til at blive bundet op igen, i ti tråde i rødt og hvidt eller guld og sølv, og med noshi på.

Ved buddhistiske begravelser og mindehøjtideligheder bruges ingen noshi, og snoren er sort og hvid eller dobbelt sølv — i det vestlige Japan også gul og hvid. Ved shintoistiske begravelser skrives 玉串料 eller 御榊料, og ved kristne お花料. Ved brand og oversvømmelse bruges hverken noshi eller snor. Det er den samme skelnen som mellem hanamusubi og musubikiri, bare set fra anledningens side.

Der er også forskel på selve papiret. En lykønskningskonvolut skal være foldet af mindst to lag, mens konvolutten til en begravelse er af ét — lykke må gerne gentage sig, ulykke ikke. Mange konvolutter i almindelig handel er kun ét lag, så det er værd at kigge efter hvis man vil bruge en kinpu rigtigt.

Selve skriften er også en del af etiketten. Omotegaki skrives med pensel og som regel i regulær skrift, og ved sørgelige anledninger med lys tusch, usuzumi (薄墨). Skikken forklares på to måder: at sorgens tårer har gjort tuschen lys, eller at man ønsker sorgen hurtigt mildnet.

Andre betegnelser

Ord man også møder omkring japanske pengegaver, men som ikke skrives på konvolutten:

Otoshidama – nytårspengegave til børn. Gives i en lille pochibukuro-konvolut
Goshūgi – pengegave ved en glædelig anledning, især ved bryllup
Kōden – kondolencepengene ved et dødsfald. Ordet betyder penge i stedet for røgelse
Kumotsu – offergave — typisk mad, blomster eller røgelse, ikke penge

Links til videre læsning

Shopping info

Hvor kan du købe kinpu?

Vi kan jo også give pengegaver og gavekort herhjemme. Her vil en kinpu-konvolut være et fint og anderledes alternativ. Forskellige typer kan bl.a. købes i følgende butikker i Tokyo, Kyoto og Kanazawa.

Tokyo

Itoya

Flere afdelinger bl.a. i Ginza og Shibuya. Se adresser på hjemmesiden
Hjemmeside

Berømt papir- og hobbyforretning der har alt inden for faget herunder kinpu.

Kyukyodo

5 Chome-7-4 Ginza, Chuo-ku, Tokyo 104-0061
Hjemmeside · Google-kort

Røgelsesbutik der også sælger forskellige washiprodukter.

Haibara

2 Chome-7-1 Nihonbashi, Chuo-ku, Tokyo 103-0027
Hjemmeside · Google-kort

Kyoto

Yuino Tsukasa Ishimoto Yofudo

110-3 Nayamachi, Fushimi-ku, Kyoto 612-8363
Hjemmeside (på japansk) · Google-kort

Butik der i mere end 100 år har specialiseret sig i kinpu.

Kanazawa

Tsuda Mizuhiki Origata

1 Chome-1-36 Nomachi, Kanazawa, Ishikawa 921-8031
Hjemmeside · Google-kort

Fin butik der sælger forskellige mizuhiki-produkter herunder kinpu-konvolutter med mizuhiki-bånd. Butikken er kendt for kaga mizuhiki, det lokale håndværk fra Kaga.