Hijiki-tang (ヒジキ, 鹿尾菜 eller 羊栖菜) er en japansk type af tang. Den er sort og ligner i strukturen lidt trævlede strimler/stave. Den sælges i tørret form og skal opblødes i vand inden den kan bruges. Hijiki indeholder en del kalk og fibre og har et højt indhold af jern.
Hijiki småkoges normalt sammen med forskellige grøntsager som gulerødder, stegt tofu og bønner og smages til med sojasauce og mirin inden den serveres som tilbehør/salat. Hijiki optræder ofte som en del af den japanske madpakke bento, og onigiri-risboller med hijiki er også meget almindelige.
Bemærk: Hijiki indeholder uorganisk arsen som er kræftfremkaldende. I Japan har man spist hijiki-tang i mange år, men sørger for ikke at spise det i store mængder. I Vesten, herunder Danmark (Fødevarestyrelsen, se link nedenfor), advarer man dog direkte mod at spise denne type tang. På trods af advarslen kan der købes tørret hijiki i asiatiske forretninger og på nettet.

Links til videre læsning
Danske sider
- Arsen i fødevarer fra Fødevarestyrelsen
Udenlandske sider
- Wikipedias artikel om hijiki
- Dried hijiki – artikel fra Just One Cookbook