1. oktober 2026
jizo_figur
Sanzenin-templet, Kyoto

Sanzenin-templet (三千院) ligger i landsbyen Ohara i bjergene nord for Kyoto . Det er et større tempelområde med flere bygninger og haver. Sanzenin blev grundlagt i starten af Heian-perioden af munken Saichō (også kaldet Dengyō Daishi 767-822) som også grundlagde tendai-sekten inden for den japanske buddhisme.

Sanzenin-templet er et af Tendai-skolens fem monzeki-templer i Kyoto. Dvs. templer hvor hovedpræsten var medlem af kejserfamilien. De andre monzeki-templer er Bishamondo, Shōrenin, Manshuin og Myohoin. Templet blev et monzeki-tempel i 1130 hvor en søn af kejser Horikawa blev templets 14. hovedpræst.


sanzenin_templet_kyoto (3)
Shuhekien-haven. Cop. Patrick Vierthaler

Tempelområdet

Inden du ankommer til Sanzenin-templet går du igennem Ohara og passerer undervejs flere små butikker der sælger kunsthåndværk, konfekt mm. Her kan du også købe en lokal specialitet – aisu kyuri – som er agurker der er let syltede der serveres på en pind.

Konjiki Fudodō-bygningen og Kannondō-bygningen
  • Konjiki Fudodō-bygningen ligger i templets hortensia-have og blev grundlagt i 1989. Her tilbedes en statue af Konjiki Fudo Myoo skabt af munken Chisho Daishi Enchin (814-891). Lige ved siden er der et lille hus med bænke hvor man som besøgende kan få sig en gratis kop dampende varm te.
  • Kannondō-bygningen som huser en 3 meter høj forgyldt statue af Kannon dvs. bodhisattvaen Avalokiteshvara som i Japan er af hunkøn.
Shinden-bygningen og Kyakuden-bygningen med haver
  • Shinden-bygningen bruges til osenboko-ritualer hvor der praktiseres shomyo dvs. buddhistisk messen. Tilbedelsesobjektet er her en statue af buddhaen for medicin Yakushi Nyorai lavet af Saichō. I Shinden-bygningen er der også det såkaldte Regnbue-rum opkaldt efter den regnbue som kunstneren Shimomura Kanzan (1873-1930) har malet på nogle skydedøre. Fra Shinden-bygningen har man et godt overblik over Yuseien-haven, en vandringshave med en lille dam som man går igennem for at nå til Ojo Gokurakuin-bygningen. Haven er meget berømt for sin moshave, dens høje cedertræer og for de flotte efterårsfarver. Rundt om i moshaven står flere små warabe jizō-statuer (jizō-statuer i form af børn) der smiler til de besøgende.
  • Fra Kyakuden-bygningen er der udsigt til Shuhekien-haven der blev designet i Edo-perioden med en lille dam, klippede buske og træer og stenlanterner. Du kan ikke gå rundt i haven. Kyakuden blev bygget af  Hideyoshi Toyotomi som et sted man modtog gæster.
Ojo Gokurakuin-bygningen

Man mener at Ojo Gokurakuin-bygningen blev bygget tilbage i 986 af præsten Genshin (også kendt som Eshin Sozu, 942-1017) og hans søster Anyoni som et mindested for deres afdøde forældres sjæle. Loftet er formet som en spidsbue for at templets berømte nationalskat en treenighed med Amida buddha i midten kan være der. I loftet er der malet små bodhisattvaer mm. siddende på skyer i himlen. Det er svært at se malerierne da de er falmet en del. En reproduktion af loftet i klare farver kan ses i templets Ennyuzo-bygning der åbnede i 2006.



Praktisk information

Adresse:
540 Ōhara Raikōin-chō, Sakyō-ku, Kyoto 601-1242
Transport:
Sanzenin-templet ligger i landsbyen Ohara i bjergene nord for Kyoto. Tag Karasuma-metroen til Kokusaikaikan Station og derfra bus 19 til Ohara – turen tager i alt 40-45 minutter. Alternativt kan du tage bus 17 hele vejen fra Kyoto Station til Ohara, hvilket tager en times tid eller lidt mere. Fra Ohara-busstoppestedet er der cirka 10 minutters gang op ad en hyggelig brostensbelagt vej til templet.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Ohara-landsbyen er værd at udforske som helhed med flere fine templer indenfor 15-20 minutters gang fra hinanden. Lige nord for Sanzenin ligger Jakkō-in, et nonnekloster med stærke historiske bånd til Taira-klanens fald i 1185. Mod nordvest ligger Hōsen-in og Shōrin-in, to mindre templer der ofte besøges sammen, samt Jikkō-in med dets stille haver.
Da Ohara ligger noget afsides, kombineres besøget oftest som en samlet dagstur. Vil du videre til Kurama kræver turen en separat busforbindelse og eventuelt skift til Eizan-jernbanen. Der går ikke tog fra Ōhara.