1. juli 2026


shinsekai osakas madkultur
Shinsekai, Osaka
Osaka er kendt for sin livlige atmosfære, moderne skyline og ikke mindst sin madkultur. Byen har længe haft ry som Japans kulinariske hovedstad hvor både lokale og turister kan nyde et væld af autentiske og innovative retter der spænder fra street food til fine dining. Osakas madkultur afspejler byens historie som handelscentrum, dens sans for gode råvarer og en uformel tilgang til mad hvor smag, mæthed og stemning betyder meget.

Historisk baggrund og kulinarisk identitet

Osakas madkultur har dybe rødder i byens historie som et handels- og økonomisk knudepunkt i Japan. I flere hundrede år blev råvarer og ingredienser fra hele landet handlet og distribueret gennem Osaka. Det gjorde byen til en kulinarisk smeltedigel hvor forskellige regionale traditioner kunne mødes, udvikles og blive til den madkultur byen er kendt for i dag.

En vigtig del af Osakas kulinariske identitet er byens filosofi om god mad til en overkommelig pris. Begrebet kuidaore der betyder “at spise sig i stykker” eller “at spise sig i fordærv” er centralt i Osakas madkultur. Det er vigtigt at spise godt og meget. Denne tilgang kan ses i de mange street food-muligheder der findes rundt om i byen, og som gør det muligt for både lokale og turister at nyde et væld af retter på en uformel og afslappet måde.


Takoyaki i Osaka
Cop. bonchan

Osakas mest kendte retter

Takoyaki
Osaka er hjemsted for en række retter der er berømte både i Japan og resten af verden. Den mest berømte af disse er uden tvivl takoyaki, små æbleskiver af dej fyldt med blæksprutte og tilberedt på en speciel pande. Retten stammer fra Osaka og findes næsten på hvert gadehjørne i byen. Takoyaki serveres ofte med en sød sauce, mayonnaise, forårsløg og flager af katsuobushi (tørret bonito-fisk) hvilket giver en perfekt balance mellem salte, søde og umami-smagsnuancer.

Okonomiyaki
En anden klassiker er okonomiyaki , en slags japansk madpandekage med kål, svinekød, skaldyr, æg og andre ingredienser. Navnet betyder omtrent “det du kan lide, grillet”. Okonomiyaki serveres med okonomiyakisauce, mayonnaise, katsuobushi og tørret noritang. I flere restauranter tilberedes retten ved bordet, enten af personalet eller af gæsterne selv. Prøv fx restauranterne Mizuno og Creo-ru der serverer okonomiyaki og takoyaki.
Kushikatsu
Osaka er også kendt for kushikatsu, også kaldet kushiage. Her sættes kød, skaldyr og grøntsager på spyd, vendes i dej og brødkrumme og frituresteges. Retten er særlig knyttet til Shinsekai hvor små restauranter og barer serverer sprøde spyd i uformelle omgivelser. En af de mest kendte kæder er Daruma som har serveret kushikatsu i næsten 100 år. Doteyaki, en gryderet med simret oksekød i miso og sojasauce, er en anden specialitet i området.
Karaage
Karaage er en populær japansk fritureret som ofte laves med kylling. Kødet marineres, vendes i mel eller stivelse og frituresteges til det er sprødt udenpå og saftigt indeni. Som tilbehør serveres ofte ris, citron og fintsnittet kål.
Oshi-sushi
Osakas bidrag til sushi er oshi-sushi, presset sushi der formes i en firkantet træform. Ris og topping presses sammen og skæres derefter i skiver. På toppen kan der fx være omelet, makrel marineret i eddike eller andre sæsonråvarer.



Streetfood i Osaka

I Osakas gader møder man hurtigt et væld af små streetfoodboder og uformelle spisesteder. Især områder som Dotonbori, Shinsekai og Namba er kendt for mad, lysreklamer og en intens bystemning hvor duften fra grill, friture og sauce blander sig med larmen fra gaderne.

Dotonbori er måske den mest kendte af området gader og er et mekka for foodies. Her kan du finde alt fra takoyaki og okonomiyaki til mere eksperimenterende fusionsretter der blander japanske traditioner med et mere vestligt køkken. I Dotonbori-området er der også flere restauranter der serverer retter med krabber – en anden specialitet fra Osaka. Prøv fx at besøge en af Kani Dorakus restauranter (kig efter krabbeskiltet).

Kani Doraku i Dotonbori
Kani Doraku i Dotonbori

En by med fokus på sæsonens råvarer

Et andet vigtigt aspekt af Osakas madkultur er brugen af friske råvarer i sæson. Om sommeren spiller fisk, skaldyr og lette retter en stor rolle, mens vintermånederne byder på varme retter som nabe, japanske gryderetter der deles ved bordet.

Kuromon-markedet er et af Osakas vigtigste madmarkeder. Her sælges friske råvarer, fisk, skaldyr, frugt, søde sager og streetfood-specialiteter. Markedet er et godt sted at få en fornemmelse af Osakas madkultur i praksis.


Kuromon-markedet i Osaka
Kuromon-markedet

Hvor skal man spise i Osaka?

Det kan være overvældende at finde et sted at spise i Osaka. Her er nogle gode steder at søge videre:

What to eat in Osaka – guide fra Inside Osaka

Omakase JapanEatinerary – guide til restauranter i Osaka med mulighed for at bestille bord og søge efter bestemte typer mad

Michelin-restauranter i Osaka

Restauranter for vegetarer og veganere i Osaka – oversigt fra Happy Cow

Osaka Food Experiences – madture, madlavningskurser og workshops

Praktisk information

Område:
Osaka, især Namba, Dotonbori, Shinsekai, Kuromon-markedet og området omkring stationerne i det centrale Osaka.

Adgang:
De fleste madområder i Osaka er lette at nå med tog eller metro. Dotonbori og Namba kan opleves til fods, mens Shinsekai ligger ved stationer som Dobutsuen-mae, Ebisucho og Shin-Imamiya.

Google-kort til Dotonbori
Google-kort til Shinsekai

Oplevelser i nærheden

Madkulturen opleves særligt tydeligt i Dotonbori, hvor lysreklamer, restauranter og kanalområdet er tæt forbundet med Osakas identitet.

I Shinsekai finder du mange kushikatsu-restauranter og en mere retropræget side af Osakas madscene.