6. juni 2026

Hōkokuji-templet - bambustemplet i Kamakura

 

Hōkokuji-templet (報国寺) er et af de mest stemningsfulde templer i Kamakura og især kendt for sin lille, men meget berømte bambuslund. Hōkokuji bliver derfor ofte ofte kaldt “Take-dera” (竹寺, bambustemplet) på grund af lunden. Templet ligger i den østlige del af byen, omgivet af bakker og grønne omgivelser, og netop den lidt tilbagetrukne placering er en vigtig del af oplevelsen.

Hōkokuji-templet blev grundlagt i 1334 og tilhører Rinzai-skolen inden for zenbuddhismen, nærmere bestemt Kenchoji-grenen. Templet blev grundlagt af munken Tengan Ekō til minde om Ashikaga Ietoki, bedstefar til Ashikaga Takauji, den første Ashikaga-shogun. Templet fik dermed tidligt en tæt forbindelse til Ashikaga-slægten og senere også til Uesugi-slægten som begge spillede en stor rolle i Japans historie i 1300-1500-tallet. I hovedhallen står en statue af Shakyamuni Buddha (den historiske Buddha) som er templets vigtigste skat.



Ved første blik virker Hōkokuji-templet forholdsvis beskedent. Vejen ind går gennem en mindre have og forbi den enkle tempelport, før man når frem til hovedbygningen. Netop denne afdæmpede ankomst gør stedet særligt fint fordi oplevelsen ikke handler om storladen arkitektur, men om ro, balance og fordybelse. Bag hovedhallen ligger en fin japansk have her i form af en stenhave. Fra haven går man videre til templets største attraktion: bambuslunden med omkring 2.000 moso-bambus. De høje, grønne stammer står tæt og filtrerer lyset på en måde der skaber en næsten meditativ stemning.

Små stier fører gennem bambussen frem til tehuset Kyuko-an, hvor besøgende kan nyde matcha og lidt japansk konfekt, mens man ser ud over lunden. Bag tempelområdet findes også flere yagura, små gravhuler udhugget i klippesiden. De menes at rumme asken efter medlemmer af Ashikaga-slægten.



Praktisk information

Adresse:
2-7-4 Jōmyōji, Kamakura, Kanagawa 248-0003
Transport:
Fra Kamakura Station kan du tage bus 23, 24 eller 36 til Jōmyōji-stoppestedet (cirka 10 minutter), hvorfra det er 3 minutters gang til templet. Alternativt kan du gå fra Kamakura Station – cirka 30-40 minutter ad en pittoresk rute der går forbi Tsurugaoka Hachimangū-helligdommen og videre østpå. Templet er åbent året rundt mod en mindre entré.
Officiel hjemmeside
Google-kort

Oplevelser i nærheden

Hōkokuji-templet ligger i den østlige del af Kamakura i et område med flere stille templer og helligdomme, der besøges af færre turister end de centrale seværdigheder. Lige overfor Hōkokuji ligger Jōmyō-ji (浄妙寺), et af Kamakuras fem store zentempler (rangerer som nummer fem) med en smuk stenhave og et tehus, hvor du kan nyde matcha. Tæt på finder du også Sugimoto-dera (杉本寺), Kamakuras ældste tempel, grundlagt i 734 – længe før byen blev hovedstad for Japans første shogunat.