Intro til japansk tekstilkunst

Hvad er japansk tekstilkunst?

Japansk tekstilkunst har gennem århundreder udviklet sig til en sofistikeret kunstform præget både af udenlandske påvirkninger og landets egne traditioner.

Historisk indflydelse og udvikling

Udviklingen af japansk farvning og vævning er i høj grad blevet formet af kontakten med udlandet. I Asuka-perioden (552-646), Hakuhō-perioden (646-710) og Nara-perioden (710-794) var Japan stærkt præget af indflydelsen fra Kina under Sui-dynastiet (581-618) og Tang-dynastiet (618-907). Senere i Muromachi-perioden (1336-1573) og Momoyama-perioden (1573-1615) kom inspirationen fra Ming-dynastiets Kina (1368-1644) og Sydøstasien.

I Meiji-perioden (1868-1912) blev de vestlige teknologier introduceret. De udfordrede de traditionelle teknikker, men skabte også en ny æra inden for japansk tekstilproduktion.

Trods de eksterne påvirkninger har Japans geografiske isolation været en vigtig faktor i bevarelsen og udviklingen af unikke tekstilteknikker.

Store fremskridt i Heian- og Edo-perioderne

Japansk tekstilkunst oplevede to markante fremskridt i landets historie. Det første skete i Heian-perioden (794-1185) hvor Japan begyndte at adskille sig fra kinesiske traditioner og udviklede en selvstændig stil. Et berømt eksempel er hofdamernes dragt i mange lag, jūnihitoe, som er en forløber for kimonoen.

Det andet store fremskridt fandt sted i Edo-perioden (1603-1868) hvor kosode, en kimono med små ærmeåbninger, blev populær og dannede grundlaget for den moderne kimono. Byernes voksende økonomiske magt medførte en stigende efterspørgsel efter raffinerede designs. De feudale lensherrer oprettede værksteder for at fremme lokale industriprojekter, hvilket førte til en stor variation af teknikker og stilarter.

Materialer og farvestoffer

Materialerne der anvendes i japansk tekstilkunst kan opdeles i to hovedkategorier: naturlige og syntetiske fibre. De naturlige fibre omfatter plantefibre som papirbark, ramie og japansk lind samt dyrefibre som silke og uld. Silke blev indført fra Kina i 200-tallet.

I 1500-tallet begyndte Japan at dyrke bomuld der tidligere var importeret. Bomuld blev hurtigt en essentiel del af hverdagsbeklædningen. Blandt ainuerne på Hokkaido blev tråde lavet af bark fra ohyō (en type elm), mens man på Okinawa anvendte fibre fra bashō-planten (japansk bananplante).

Farvestofferne kan opdeles i naturlige og syntetiske typer. Indtil 1800-tallet dominerede naturlige farvestoffer. Blandt de traditionelle farver er indigoblå og røde nuancer fra saflor (Carthamus tinctorius), på japansk benibana. Introduktionen af syntetiske farver i Meiji-perioden gjorde at man kunne skabe mere livlige og holdbare farver. De førte igen også til nye mønsterteknikker.

Farveteknikker

Farvning i Japan opdeles i forfarvning (sakizome) og efterfarvning (atozome). Ved forfarvning farves garnet før det væves til stof. Det giver mulighed for at lave komplekse mønstre som ikat og tsumugi. Ved efterfarvning bliver stoffet farvet efter vævning. Det gælder fx teknikker som yūzen-farvning, komon (småmønstret farvning) og shibori.

Derudover findes der forskellige metoder til påføring af farve, blandt andet dyppefarvning, penselfarvning og skabelonfarvning. Skabelonfarvning som katazome var allerede udbredt i Edo-perioden, længe før introduktionen af syntetiske farvestoffer.

Links til videre læsning

• Temanummer om japansk tekstilkunst fra tidsskriftet Niponica (december 2013), mange billeder (kan downloades som PDF)
• Japansk tekstilkunst – farvning og vævning – illustreret oversigt over traditionelle teknikker fra Gallery Japan
• Kimonoens historie og symbolik – om farver, mønstre og deres betydning fra Victoria and Albert Museum
• Traditionelle japanske plantefarver – om historiske farvebetegnelser og farvning fra Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum

Shopping info

Tokyo

Danmark