1. januar 2022

Hashi (箸) er det japanske ord for spisepinde og spisepinde bliver brugt til at spise stort set al japansk mad. Knive og gafler bruges også i Japan men kun til vestlig mad. F.eks. spises en af de mest populære retter i Japan – karry ris (カレーライス) – altid med ske og gaffel. En porcelænsske eller træske bruges ofte til spise suppe med.

Historie

Man kender til brug af spisepinde i Japan i det 8. århundrede, men de har nok været i brug endnu tidligere. Brugen af spisepinde begyndte allerede i det 6. århundrede i Kina og spredte sig herfra til Sydøstasien. Oprindeligt fungerede spisepindene ikke som bestik men som et redskab i ceremonielle øjeblikke når man tilbad guderne. De var lavet af bambus og samlet i toppen. Senere blev de adskilt i to pinde som vi kender i dag og anvendelsen blev til udvidet til at håndtere hverdagens forskellige gøremål men især til spise mad med.

I løbet af det 17. århundrede begyndte man i Wakasa-provinsen (nuværende sydvestlige del af Fukui præfekturet) at lakere de spisepinde man producerede der. Lakeringen gjorde at spisepindende holdt længere og snart blev den produktionsmåde bredt accepteret rundt om i Japan. Byen Obama, som tidligere var hovedstaden i Wakasa-provinsen, står i dag for produktionen af omkring 80-85% af de spisepinde der lakeres. Byen har et museum for spisepinde. Se nedenfor.


Typer

I Japan bruger man forskellige typer af spisepinde afhængig af tidspunkt, sted og anledning.

  • Yanagi bashi og iwai bashi spisepinde lavet af piletræ som bruges i forbindelse med nytårsfejring og andre festlige begivenheder. Begge ender af spisepindene er skåret tyndt ud i en spids for at symbolisere at man deler et måltid med guderne (en ende er for for guderne og den anden for menneskene)
  • Ryori bashi  længere spisepinde omkring 30 cm der bruges til at lave mad med. De har lidt samme funktion som en madpincet. Enderne på spisepindene er lavet meget tynde for at kunne tage små stykker mad op. Nogen gange er de lavet i metal og anvendes til f.eks. lynstegning kaldet agebashi
  • Saibashi, mori bashi længere spisepinde på omkring 18 cm der bruges til servering af maden
  • Rikyu bashi spisepinde med tilspidsede ender. De bruges kun i forbindelse med det traditionelle kaiseiki-måltid der serveres under den japanske teceremoni. Rikyu bashi lavet i rødt cedertræ bruges ved formelle begivenheder
  • Meoto-bashi et sæt med to par spisepinde som gives som bryllupsgave til brudeparret
  • Kuromoji en variant af pindemadspinde der fås både som et sæt med pinde eller med en enkelt pind. Traditionelt laves de af en træsort der hedder spicewood på engelsk (intet dansk navn, lat Calyptranthes Pallens) hvor noget af barken efterlades som dekoration. De bruges til søde sager (wagashi) serveret under teceremonien. På traditionelle cafeer og lign. kan man også komme ud for at en kuromoji ligger ved den søde sag som altid følger med teen
  • Aotake no hashi spisepinde lavet af grøn bambus. De bruges som tagtøj ved servering i forbindelse med kaiseki-måltidet under den japanske teceremoni. Hvis der er et led i midten af bambusen, kaldes spisepindene naka-bushi (naka=i midten, bushi=led). Hvis leddet er forenden der hvor man holder spisepindene, kaldes de ten bushi (ten=toppen).

Materialer

De japanske spisepinde er som regel lavet i træ ofte bambus som derefter lakeres (nuribashi) eller får en anden overfladebehandling. Andre materialer kan være elfenben (kun til særlige lejligheder), metal, ben, plastik etc. Som udgangspunkt foretrækkes spisepinde i træ da de har et godt reb om maden.

Der findes også spisepinde som er helt ubehandlede og som bruges som engangsbestik. De to spisepinde er kun delvis skåret igennem og man skal splitte dem i to før brug. Denne type kaldet wari-bashi bruges på restauranter, cafeer, udleveres i supermarkedet til det indkøbte take away etc. Træet der bruges hertil kan være gran, bambus, ceder, cypres og lign. Stort set alle wari bashi spisepinde importeres fra Kina. Forbruget af dem er enormt i Japan og i de senere år er der kommet en øget opmærksomhed på træforbruget og miljøbelastningen og man forsøger at finde alternativer.



Etikette

Der er forskellige regler der er gode at huske på, når man spiser med spisepinde. De er som følger:

  • Peg ikke med spisepindene (kaldes sashi-bashi)
  • Stang ikke maden med spisepindene (kaldes sashi-bashi)
  • Efterlad ikke spisepindene siddende i maden. f.eks. i skålen med ris. Det har associationer til død og begravelse
  • Vift ikke med spisepindene eller sid og leg med dem.
  • Brug ikke spisepindene til at flytte rundt på tallerkner og skåle (kaldes yose-bashi)
  • Hvis man skal give noget mad videre til en anden, bruger man ikke spisepindene (kaldes hashi-watashi). Det eneste tidspunkt to mennesker holder den samme ting på samme tid med spisepinde i Japan er efter en afdød er brændt og de pårørende samler knoglerne op fra asken og lægger dem i en urne.
  • Sushi f.eks. nigiri spiser man helst i en mundfuld. Men hvis bliver nødt til at dele noget i to stykker, presser man spisepindene ned samtidig med at man bevæger dem fra hinanden. Større stykker f.eks. tempura og lign. er det ok at tage stykket op med spisepindene og tage en bid
  • Hvis man allerede har brugt sine spisepinde til at spise med, bruges den anden ende til at tage mad fra en tallerken man deler med andre.
  • Slik eller sut ikke på spidserne af spisepindene (kaldes neburi-bashi)
  • Man holder ikke begge spisepinde i en hånd som hvis det var en kniv (kaldes nigiri-bashi)
  • Sørg for ikke at dryppe sauce fra maden eller spisepindene, mens man fører maden op til munden (kaldes namida-bashi)
  • Tag ikke noget mad fra bunden af en ret med spisepindene i stedet for at tage fra toppen (kaldes koji-bashi)
  • Spil ikke tromme med spisepindene på bordet (kaldes tataki-bashi)
  • Hvis der er flere forskellige retter at vælge imellem på bordet, fører man ikke spisepindene frem og tilbage over retterne, mens man beslutter sig (kaldes mayoi-bashi)
  • Man leder ikke efter indhold i en skål suppe med sine spisepinde (kaldes saguri-bashi)
  • Når man er færdig med spise lægger man ikke spisepindene krydsede på bordet da det symboliserer død. Hvil spidserne på spisepindeholderen når spisepindene ikke bruges. Hvis der ikke er en holder, så læg dem på en tallerken eller oven på en skål. De skal altid lægges horisontalt med spidserne pegende til venstre.
  • Sørg for at holde fast på den bagerste del af spisepindene – ikke i midten eller forrest lige ved spidserne

Links til videre læsning

Udenlandske sider


Shopping info

Spisepinde kan købes overalt i Japan og der findes mange specialbutikker der kun fører spisepinde.

I Tokyo prøv f.eks. Nakamisedori-gaden i Asakusa og sidegaderne deromkring.

I Kyoto er Kyoto station et godt bud, Kyoto Handicraft Center nær Heian Jingu-helligdommen eller de mange specialbutikker der ligger i Higashiyama-området f.eks. i Ninenzaka gaden. Nishiki-markedet er et andet godt bud.


Sightseeing info

Obama

Wakasa Nuribashi Kyōdō Kumiai (museum, butik mm for Obama-spisepinde)
8-1-3 Fukutani, Obama, Fukui 917-0001
Hjemmeside (på japansk)

Kort