Intro til japansk metalsmedekunst

Hvad er japansk metalsmedekunst?

Japansk metalsmedekunst er et traditionelt japansk håndværk hvor man især arbejder med guld, sølv, jern, bronze og tin. Andre metaller anvendes også.

De forskellige teknikker der bruges til bearbejdning af metaller blev først introduceret til Japan fra Kina og den koreanske halvø i den tidlige Yayoi-periode omkring 200 f.Kr. Bronze og jern blev brugt til at lave sværd og kobber til at lave smykker. Metalarbejder som hesteseler eller rustninger begyndte at dukke op i Kofun-perioden (ca. 300 til 538 e.Kr.) samt dekorationer til bronzesværd og spejle.

Buddhismen kom til Japan fra den koreanske halvø i 500-tallet, og med den fulgte nye håndværksmæssige teknologier. Fra Nara-perioden (710-794) og frem blev produkter som metalbeslag til templer, buddhistiske statuer og alterudstyr mere almindelige, og metalbearbejdningsteknikker blev også væsentligt forbedret. Efterhånden som buddhistisk kunst blev populær, blev gravering anvendt til at dekorere metalbeslag mm. til de forskellige templer, og metalarbejder udviklede sig til at være deciderede kunstværker.

Men metal blev ikke kun brugt til dekorationsformål. Jern blev anvendt til at lave hverdagsting såsom gryder, kedler, sværd og landbrugsredskaber. I Kamakura-perioden (1185-1333) og i Azuchi-Momoyama-perioden (1568-1600) voksede efterspørgslen efter metalgenstande til militær, religiøs og daglig brug, og specialiserede håndværkere videreudviklede teknikkerne. Metalarbejder var efterhånden ikke længere noget der kun var forbeholdt adelen, men blev hverdagseje.

I Edo-perioden (1603-1868) blev dekorationer til våben og sværd populære, og teknisk overlegne dekorationer blev også anvendt på metalbeslag til sværdhylstre og parerplader. Med udviklingen af den japanske teceremoni opstod også et behov for at lave robuste tekedler, og her var kedler i jern et oplagt valg.

Japansk metalsmedekunst udvikler sig fortsat den dag i dag og bruges til en bred vifte af produkter, også fx blomstervaser, skriveredskaber, vindklokker og lygter. De japanske køkkenknive er nok den del af japansk metalsmedekunst der er bedst kendt i dag, berømmet for deres holdbarhed og skarphed.

De tre grundteknikker i japansk metalsmedekunst

Tankin

Tankin er en teknik hvor man ved hjælp af en træhammer og metalhammer former metalplader i fx guld, sølv, kobber og bronze. Teknikken har været kendt længe i Japan. Allerede i Yayoi-perioden blev den brugt til jernsværd, og senere til rustninger og andet pladearbejde. Bronzespejlene fra samme periode er derimod støbte og hører under chūkin nedenfor.

Først opvarmes metallet til flere hundrede grader, og derefter formes pladen langsomt vha. en træhammer. En træblok eller lignende med en fordybning bruges som underlag. Dernæst formes metalpladen ved at slå på den med en metalhammer på en slags ambolt, ategane på japansk, for gradvist at skabe den endelige form. Det kræver mange hammerslag at producere et enkelt færdigt værk. Enten efterlades slagmærkerne som en del af det endelige resultat, eller også hamres metallet helt glat.

Chūkin

Chūkin er en støbeteknik hvor smeltet metal hældes i en form kaldet igata og efterlades til afkøling for at hærde metallet. Når metallet tages ud af formen, poleres overfladen for at gøre den skinnende. Støbning bruges hovedsageligt til at skabe tekedler, blomstervaser og buddhistiske statuer. Den store buddha i Tōdaiji-templet i Nara blev lavet vha. denne teknik.

Chōkin

Chōkin (彫金) er en samlebetegnelse for dekorativ bearbejdning af metal med stikler og mejsler. Teknikkerne omfatter gravering, gennembrudt arbejde, relief og indlægning af andre metaller, og de har en lang tradition i den japanske kultur. Allerede i det 12. århundrede brugte man chōkin til at udsmykke rustninger, våben og andet tilbehør til samuraier, fx tsuba som er en parerplade indsat mellem fæstet og klingen på et japansk sværd. Man brugte også chōkin-graveringskunsten til at udsmykke fx buddhistiske templer, især alteret. Sidenhen er denne graveringskunst også blevet brugt til at udsmykke vaser, æsker, klokker, lamper og afbrændere til røgelse.

Motiverne kan være meget forskellige, men har altid afsæt i japansk kultur. Fx forskellige landskaber, floder, blomster, dyr, religiøse symboler, mytologiske figurer og geishaer.

Som udgangspunkt graverer man i kobber, guld, sølv og jern, og ofte udsmykker man efterfølgende det graverede med bladguld eller bladsølv.

Som eksempel på chōkin-graveringskunst kan nævnes lotusfoden som den store Buddha i Tōdaiji-templet i Nara fra år 752 hviler på. Her er brugt en teknik kaldet kebori hvor graveringen består af hårfine streger.

Moderne anvendelse og global anerkendelse

I dag bruges japansk metalsmedekunst til alt fra vindklokker, skriveredskaber og lamper til højteknologiske japanske køkkenknive der er elsket verden over for deres skarphed og holdbarhed. Moderne kunstnere eksperimenterer med metaller og leger med gamle teknikker i nye sammenhænge — fx skulpturer, brugskunst og minimalistisk design.

Indlægning i metal, zōgan, og shippō (cloisonné) har især vundet stor international anerkendelse og viser hvordan japanske kunstnere har perfektioneret samspillet mellem funktion og æstetik gennem århundreder.

Links til videre læsning

Danske sider

• Hanafubuki.dk: Japansk metalsmedekunst

Udenlandske sider

• De forskellige teknikker der bruges ved metalsmedekunst – meget fin gennemgang med illustrationer fra Gallery Japan, som også sælger kunsthåndværk i metal
• Metalwork – god længere historisk intro fra Handbook for the Appreciation of Japanese Traditional Crafts
• Metalwork in Japan fra Britannica
• Metalworking – med fokus på de forskellige metaller der bruges i japansk metalsmedekunst
• Artikel om chōkin fra JAANUS
• Tokyo chokin – om graveringskunst fra Tokyo Traditional Crafts
• Intro til chokin mm. fra Inspired Expressions Atelier
• A Delicate Strength: Exploring Metal and Glass in Japan’s Craft Heritage – intro fra Japan House Los Angeles
• Masters of metal – artikel fra Art & Antiques

Sightseeing info

Kyoto